
Boston, Massachusetts trækker i mange biotekselskaber – også det danske NMD Pharma.
I en pressemeddelelse skriver det aarhusianske biotekselskab, at man udvider sin tilstedeværelse til USA.
”Vores ekspansion til verdens største farmaceutiske marked kommer på et vigtigt tidspunkt for vores forretning, idet vi kigger frem imod resultaterne af fase 2a-studiet med NMD 670, der forventes senere på året. Dette er et logisk næste skridt for at understøtte vores vækst, og sætter os i stand til at styrke og bygge videre på eksisterende partnerskaber i USA for at udvide vores pipeline inden for sjældne neuromuskulære sygdomme,” siger adm. direktør i NMD Pharma, Thomas Holm Pedersen, i meddelelsen.
For nuværende er NMD Pharma således i den kliniske fase med lægemiddelkandidaten NMD 670 mod myasthenia gravis, som er en autoimmun neuromuskulær sygdom.
Sygdommen gør, at patienterne har en fejlreaktion i koblingen mellem nerver og muskler, som også er kaldet den neuromuskulære forbindelse. NMD Pharma fokuserer med sin kandidat på at genvinde transmissionen i netop den neuromusklære forbindelse.
Biotekselskabets ekspansion kommer efterhånden, som selskabet har held med at rekruttere flere nye ansatte i det amerikanske. Selskabet planlægger at øge sin R&D-aktivitet i USA, herunder kliniske forsøg.
NMD Pharma US, Inc., som den amerikanske del af selskabet kommer til at hedde, bliver egentlig foranket hos Delaware State University, men aktiviteten kommer til at foregå i life science-mekkaet Boston.