
Der er skudt rigtig mange vacciner ind i folk verden over, men det ser ud til at kunne blive en del dyrere at give det tredje stik, som flere lande spekulerer i, for prisen på Pfizer og Modernas vacciner går nu op.
Det skriver Berlingske.
Ifølge de seneste leveringskontrakter indgået mellem selskaberne og EU, har Pfizer øget prisen med en fjerdedel, fra 115 kr. til 145 kr. per dosis, mens Modernas er vokset fra 142 kr. til 160 kr. per dosis.
Det vidner om stor efterspørgsel, men er samtidig også noget, som selskaberne skal være varsomme med. Specielt hvis prisen går op i de lande, hvor vaccinedækningen stadig er begrænset.
"Langtfra hele verden er vaccineret. Synet på medicinalvirksomhederne kan lide under, at de nu øger priserne. Det er en ømtålelig diskussion, og derfor skal medicinalselskaberne virkelig tænke sig om," lyder det fra Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker hos Sydbank.
Hverken Pfizer eller Statens Serum Institut, der er ansvarlig for de danske vaccineindkøb, har ønsket at kommentere, mens Moderna ikke har svaret.
Pfizer og Moderna hæver prisen på deres coronavacciner
EU-forhandler afviser at fedte med betaling for vacciner
Novo-topchef om prisen på coronamedicin: "Der skal være nogen, der får et afkast"
Astrazeneca om vaccine-skepsis: "Mange glemmer at det er et non profit-projekt"