MedWatch

Novo Nordisks nye fedmesatsning har ramt 8000 recepter på få uger: "Hvis man sammenligner det med Saxenda, tog det cirka fire år"

Novo Nordisks nye fedmemiddel Wegovy oplever efter få uger allerede stor efterspørgsel i USA, sammenlignet med hvad selskabets ældre middel Saxenda gjorde under lancering. Generelt har hele Novo Nordisks fedmeforretning haft et stærkt andet kvartal, viser regnskab.

Doug Langa, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for USA. | Foto: Novo Nordisk / PR

Det ligner en forrygende start, som Novo Nordisks nye fedmemiddel Wegovy har fået i USA, efter midlet blev godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i starten af juni.

I løbet af de første fem uger er der således blevet udskrevet mere end 8000 recepter på det nye fedmemiddel, der bygger på GLP-1-analogen semaglutid. Det er væsentlig hurtigere end selskabets andet middel Saxenda, der blev lanceret tilbage i 2015 og som bygger på stoffet liraglutid, der er forgængeren til netop semaglutid.

"Hvis man sammenligner det med Saxenda, tog det cirka fire år at opnå det," fortæller Doug Langa, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for den amerikanske forretning, på en telekonference onsdag aften.

Ifølge Novo Nordisk er over halvdelen af de nye Wegovy-recepter samtidig givet til brugere, der ikke tidligere har gjort brug af fedmemedicin.

Arbejder på at løse flaskehalse hurtigt

Den store interesse, som Novo Nordisk har oplevet, er da også kommet bag på det danske medicinalselskab, der allerede nu har svært ved at følge med efterspørgslen på Wegovy.

Det sker også, selvom der på forhånd har været store forventninger til den nye fedmebehandling, der i de kliniske studier har vist vægttab på op mod 18 pct., hvilket er langt højere end eksempelvis Saxenda.

"Vi har set en meget, meget stærk optagelse af Wegovy, og vi må indrømme, at den er stærkere end det, vi havde projekteret," erkender Novo Nordisks adm. direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, på onsdagens telekonference.

"Vi har nogle flaskehalse lige nu. Men man kan være sikker på, at vi arbejder hårdt på at sikre, at vi kan øge produktionen så hurtigt som muligt. Det er standard produktionsprocesser, som vi ved, hvordan vi skal håndtere på en god måde. Så vi ved også, hvad der skal gøres for at få forsyningen tilbage på sporet," forsikrer topchefen.

Fremgang i den samlede fedmeforretning

Onsdagens telekonference blev afholdt, efter Novo Nordisk tidligere på dagen til stor overraskelse valgte at offentliggøre regnskabet for årets andet kvartal en dag før planlagt.

Her fremgik det, at Novo Nordisks samlede fedmeforretning - Wegovy og Saxenda tilsammen - har oplevet en markant fremgang i omsætningen på 52 pct. i årets andet kvartal sammenlignet med samme periode året før. Det betyder, at det samlede salg af fedmemidler i kvartalet er endt på 1,99 mia. kr.

Det var samtidig væsentlig mere end analytikerne på forhånd havde ventet, ifølge Ritzau Finans. Her lød forventningen inden regnskabet på en omsætning til Saxenda og Wegovy på henholdsvis 1,48 mia. kr og 16 mio. kr. - hvilket vil sige en samlet omsætning på 1,5 mia. kr.

Da Novo Nordisk i kvartalsregnskabet kun har opgjort den samlede omsætning for de to fedmemidler, er det ikke muligt at se, hvor meget Wegovy og Saxenda hver især har solgt for i andet kvartal.

Fedme har bidraget til opjustering

Årsagen til den tidligere offentliggørelse af kvartalsregnskab var, at Novo Nordisk onsdag også valgte at opjustere årets forventninger til både omsætning og driftsresultatet.

Således venter medicinalselskabet nu en vækst i omsætningen på 10 til 13 pct. i faste valutakurser mod tidligere 6 til 10 pct., mens væksten i driftsresultatet ventes at blive mellem 9 og 12 pct. i faste valutakurser mod tidligere 5 til 9 pct.

Ifølge Novo Nordisks finansdirektør, Karsten Munk Knudsen, er det også fremgangen i fedmeforretningen, der har en del af æren for, at Novo Nordisk nu ser lysere på det igangværende år.

"Fedme generelt er en af de vigtigste drivkræfter for, at vi løfter vores guidance for hele året. Det er kombinationen af Wegovy og den samlede markedsvækst, der gavner Saxenda - både i USA og på de internationale markeder," fortæller Karsten Munk Knudsen på telekonferencen og påpeger, at medicinalselskabets GLP 1-midler i diabetesforretningen også bærer en stor del af æren for opjusteringen.

Novo Nordisk har også ansøgt om godkendelse af semaglutid som fedmebehandling hos Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA. Her ventes en afgørelse omkring årsskiftet.

Sydbank om Novo Nordisk-regnskab: Mildt sagt imponerende kvartal

 Novo Nordisk opjusterer forventningerne til resten af året 

Mere fra MedWatch

Sanofi dropper udvikling af mRNA-vaccine mod covid-19

Moderna samt Pfizer og Biontech har sat sig så effektivt på markedet for mRNA-vacciner mod covid-19, at Sanofi nu dropper selskabets kandidat inden for samme teknologi - satser i stedet på mere traditionel vaccine-teknologi.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier