MedWatch

Interessekonflikter har holdt Lars Rebien ude af medicinalbestyrelser – indtil nu

Mulige interessekonflikter med forretningen i Novo Nordisk har indtil nu afholdt Lars Rebien Sørensen fra at tage bestyrelsesroller hos medicinalselskaber. Nu hopper Novo-fondens formand alligevel ud i det som ny bestyrelsesformand for Ferring, hvor han kun kan pege på én enkelt potentiel interessekonflikt med Danmarks største medicinalgigant.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det bliver første gang, at Lars Rebien Sørensen indtager en bestyrelsesrolle i medicinalindustrien, efter at han nu er blevet udnævnt som ny formand hos Ferring Pharmaceuticals.

Han er ellers kendt som Danmarks måske højest profilerede navn i life science-branchen, men har på trods af sine mange år som topchef for Novo Nordisk og nuværende rolle som formand for fonden bag selskabet aldrig siddet i Novos eller nogen andre medicinalselskabers bestyrelse.

Alligevel har den nye formand mange års kendskab til bestyrelsesmøder, hvor han har deltaget i kraft af sin tidligere position som adm. direktør.

"Jeg har jo siddet med til bestyrelsesmøder i Novo Nordisk i nok 25 år, så selvom det er rigtigt, at det er min første bestyrelsespost i medicinalbranchen, er jeg nogenlunde afklaret med rollen alligevel," fortæller Lars Rebien til MedWatch.

En enkelt mulig interessekonflikt

Baggrunden for, at Rebien tidligere har afholdt sig fra bestyrelsesposter i medicinalindustrien, skyldes, at mange større farma-virksomheder er begyndt at beskæftige sig med metaboliske sygdomme og andre af Novo Nordisks forretningsområder.

"Jeg har jo set mig selv som en Novo Nordisk-mand, og med den rolle jeg har nu, hvor jeg repræsenterer fonden og hovedejeren bag Novo Nordisk, ville der også være en konflikt for mig på de områder. Men i dette tilfælde med Ferring er der faktisk næsten ingen konfliktmuligheder, for Ferring arbejder på helt andre områder, så det har været grunden," forklarer Lars Rebien Sørensen om sin nye formandspost.

Der er dog et enkelt lille overlap af interesser mellem Novo Nordisk og Ferring, som Rebien, der fremover altså både sidder som bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden og for Ferring, kan pege på.

"Ferring har en mindre forretning inden for væksthormon, hvor Novo Nordisk er en af verdens førende leverandører. Men det er ikke et område, som har stor strategisk fokus for Ferring, så det er ikke et område, hvor jeg forventer, der opstår nogen umiddelbare konflikter. Og nu er jeg slet ikke direkte involveret i Novo Nordisks drift og er derfor ikke involveret i strategiske beslutninger, der måtte træffes i virksomheden omkring væksthormon," fortæller Lars Rebien.

"Men det ville være det eneste område, jeg kunne pege på, hvor der potentielt kunne opstå noget. Ellers er der nærmere kun synergier forstået på den måde, at det, Ferring bruger sine kræfter på, er fertilitetsbehandling med hormoner, der i stigende udstrækning indgives med udstyr, som minder utroligt meget om de produkter, som jeg har markedsført inden for diabetes," siger han videre.

Processen startede sidste år

Den nye formandspost hos Ferring endte i sidste ende hos Lars Rebien, efter virksomhedens nuværende adm. direktør Per Falk tog kontakt til Rebien tilbage omkring oktober sidste år. De to kender hinanden gennem mange år i Novo Nordisk, hvor Per Falk tidligere var forskningschef.

"Hvis der var et generationsskifte på vej, var jeg interesseret, og det førte til en direkte kontakt mellem mig og den afgående formand, Frederik Paulsen, og efter et par måneders diskussioner frem og tilbage blev han enig med sig selv om, at det her var det rigtige tidspunkt for ham," fortæller den nye formand.

I løbet af processen har Lars Rebien Sørensen også løbende været i kontakt med Frederik Paulsens søn, Jean-Frédéric Paulsen, der i samme omgang træder ind i bestyrelsen som menigt medlem.

Nu er jeg slet ikke direkte involveret i Novo Nordisks drift og er derfor ikke involveret i strategiske beslutninger, der måtte træffes i virksomheden omkring væksthormon.

Lars Rebien Sørensen, formand for Novo Nordisk Fonden og Ferring Pharmaceuticals

Frederik Paulsen har været bestyrelsesformand i Ferring siden 1988 og fortsætter som såkaldt æresformand.

De største udfordringer

Når Lars Rebien vurderer de udfordringer, som Ferring står over for, at så bringer det minder frem hos industri-ikonet fra hans tid i Novo Nordisk i 1990'erne og den situation, som medicinalgiganten stod i den gang på den anden side af Atlanten.

"Dengang var Novo Nordisk underrepræsenteret i USA. Ferring er relativt set bedre repræsenteret i USA, end Novo Nordisk var, men Ferring har et stort potentiale i USA, som er uforløst, og det skal vi have løst inden for fertilitetsområdet," fortæller den nye formand, der også peger på, at der ligger en benhård prioriteringsopgave på bordet hos Ferring, som blandt andet arbejder med at få en teknisk løsning med mikrobiomer på markedet til at bekæmpe resistente infektioner i tarmsystemet.

"Der kommer vi til at introducere en ny behandling inden for de næste 12 måneder. Men derudover er Ferring involveret i gen-behandling af nyrekræft, som er et meget spændende område set i forhold til selskabets størrelse. Så der kommer også en prioriterings-diskussion, hvor vi skal sikre, at vi får værdi ud af det, som har de største muligheder," uddyber Lars Rebien.

"Det minder om det, jeg tidligere har arbejdet med, så jeg håber at kunne overføre nogle af de dyrtkøbte lærepenge, jeg har betalt i Novo Nordisk gennem tiden," siger han.

Lars Rebien Sørensen sidder blandt andet også i bestyrelsen for Thermo Fisher Scientific, som leverer laboratorieudstyr til farmaindustrien.

Ferring udpeger Lars Rebien Sørensen som ny bestyrelsesformand 

Mere fra MedWatch

Bioneer indgår partnerskab med Novo-støttet DTU-forskningsenhed

Kontraktforskningsvirksomheden Bioneer har indgået et strategisk partnerskab med DTU-baserede og Novo-støttede National Biologics Facility (NBF), som yder services for medicinalfirmaer fra tidlig opdagelse af lægemidler til præklinisk udvikling. Med aftalen fordobler Bioneer sin proteinproduktionskapacitet, og faciliteter til at fremstilling bygges nu hos både NBF og Bioneer.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier