MedWatch

Falske lægemidler og medicinsk udstyr flyder i lind strøm ind i Europa

Corona-pandemien har givet nye muligheder for dem, der sælger falske varer på nettet, og i lægemiddelindustrien alene anslår ny rapport, at tabet af omsætning er vokset til næsten 800 mia. kr. årligt på grund af falske varer.

Falske coronatest og falsk beskyttelsesudstyr er blevet solgt i EU under pandemien. | Foto: Sebastian Willnow/AP/Ritzau Scanpix

Handel på nettet er steget eksplosivt under coronapandemien, og det har dem, som sælger falske medicinal- og medicovarer også opdaget.

Blandet andet falske produkter som f.eks. ansigtsmasker og håndsprit sælges i stor stil, og der er også eksempler på svindel, hvor der bliver udbudt vacciner og krævet betaling, men aldrig leveret.

Det skriver Børsen på baggrund af ny rapport fra EU-kontoret for intellektuel ejendomsret, EUIPO, der blandt andet viser, at lægemiddelindustrien alene har oplevet en vækst i tabt omsætning til næsten 800 mia. kr. årligt på grund af falske varer.

”Vi har set falsk emballage, falske mærkater og kanyler. Det er noget, vi ser meget mere, og både OLAF, Europol og den europæiske anklagemyndighed arbejder på at finde og retsforfølge de ansvarlige,” siger Christian Archambeau, direktør for EUIPO, til Børsen.

EU’s svindelkontor, OLAF, har siden marts 2020 identificeret over 340 selskaber, der har udbudt falske produkter, der ikke alene giver økonomiske tab, men også risici for sundhed og sikkerhed.

Hos lægemiddelindustrien, Lif, betoner chefkonsulent Mikkel Møller imidlertid overfor børsen, at man som forbruger kan man være sikker på, at produkterne er ægte, hvis man holder sig til de godkendte distributører og hjemmesider.

Det siger han, efter at Lægemiddelstyrelsen tirsdag oplyste, at at der fra dansk side blev indberettet 46 hjemmesider med ulovligt salg af bl.a. potensmedicin og coronatest i den årlige globale Interpol-aktion Operation Pangea med fokus på medicin og medicinsk udstyr, som fandt sted i slutningen af maj.

På globalt plan blev i alt ni millioner pakker ulovligt handlet medicin og medicinsk udstyr beslaglagt under aktionen, og  den beslaglagte mængde lægemidler har en anslået værdi på over 23. mio. dollars, oplyser Interpol ifølge Lægemiddelstyrelsen.

Mere fra MedWatch

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier