MedWatch

Sydbank ser potentiale for opjusteringer i denne regnskabssæson

Optakten til regnskabssæsonen har været lovende, og der er formentlig udsigt til stor indtjeningsfremgang med potentiale for opjusteringer, når selskaberne gør status for første kvartal.

Foto: GN Store Nord / PR

Det vurderer Sydbank, inden regnskabssæsonen for alvor skydes i gang herhjemme.

"Sigtbarheden for 2021 var elendig, da selskaberne arbejdede med budgetterne, og det har betydet, at mange af 2021-prognoserne er mere forsigtige end normalt. Det har måske også gødet jorden for en række tidlige opjusteringer," vurderer Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, i en optakt.

Han regner i det hele taget med et år, hvor der er større sandsynlighed for positive end negative overraskelser.

"For året som helhed forventer vi da også væsentlig flere opjusteringer end nedjusteringer, og vi har allerede taget forskud på den tendens nu i første kvartal," konstaterer analysechefen med henvisning til de seneste opjusteringer fra Jyske Bank, Topdanmark og GN Store Nord.

Flaskehalse og dollarsvækkelse driller

Overordnet vil pandemieffekter fortsat være i fokus i regnskaberne. Ikke desto mindre har analytikere sat næsen op efter massiv indtjeningsfremgang, og dermed bliver første kvartal ifølge Sydbank også en test af, hvor godt selskaberne har tilpasset sig nedlukningerne, som tog dem på sengen i samme kvartal sidste år.

Flaskehalse og forsinkelser kan dog drille nogle selskaber, da presset på forsyningskæder rundt om i verden er stort, hvilket ikke er blevet bedre oven på trafikproppen ved Suez-kanalen i slutningen af marts. Dermed kan forhåbninger om lette opjusteringer blive afsporet i flere sektorer, vurderer Sydbank.

En svækkelse af dollar rammer desuden stadig flere danske selskabers indtjening i 2021.

"Vi anslår, at dollarfaldet siden begyndelsen af 2020 samlet koster de danske selskaber i omegnen af 7 mia. kr. i før-skat-indtjening. Det svarer til ca. 4 pct. af indtjeningen i de 26 selskaber i Sydbanks aktieunivers, og det er dermed langt fra ubetydeligt," hedder det i notatet.

Blandt de selskaber, der især rammes af dollarsvækkelsen, er Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk og Vestas.

Generelt fastholder Sydbank sit gule afkastbarometer og ser dermed et positivt afkastpotentiale i den kommende tid, men lavere end det historiske afkast.

"Kursstigninger i sigte, men dansk kvalitet er ikke største modetrend i øjeblikket," lyder bankens konklusion.

Mere fra MedWatch

Zealand Pharma-topchef: "En meget travl tid for os"

Der er tralvt hos Zealand Pharma, som i næste måned står over for den vigtige lancering af blodsukkermidlet Zegalogue i USA. Ifølge topchef Emmanuel Dulac er biotekselskabet godt i gang med at levere på dets plan for lanceringen, ligesom han venter at kunne melde nyt ud om forventningerne til glepaglutid i andet kvartal.

Den frivillige ordning med suspenderede vacciner vakler

Ordningen, der skal gøre det muligt for danskerne frivilligt at vælge at lade sig vaccinere med en vaccine fra Astrazeneca eller Johnson & Johnson, vakler. Hvis en vejledning fra Sundhedsstyrelsen bliver ført ud i livet, kan ordningen blive for kompliceret at gennemføre, er vurderingen. Og er den overhovedet en god idé?

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier