MedWatch

Rusland drager parallel til rumkapløb og døber coronavaccine "Sputnik"

En af topfolkene bag Ruslands nye coronavirusvaccine skriver, at godkendelsen "frembringer minder om den chokerende opsendelse af en sovjetisk satellit i 1957."

Kirill Dmitriev, adm. direktør i den statslige Russian Direct Investment Fund (RDIF), der har finansieret udviklingen af den russiske coronavirusvaccine. Foto: Maxim Shemetov / Reuters / Ritzau Scanpix

Rusland tøver ikke med den politiske sejrsretorik omkring godkendelsen af en coronavirusvaccine, som præsident Vladimir Putin annoncerede tirsdag, selvom vestlige forskere kritiserer, at vaccinen ikke har været afprøvet i fase 3.

Vaccinen er således blevet døbt "Sputnik V" – en reference til den sovjetiske satellit Sputnik, som i 1957 blev den første satellit, der blev sendt i kredsløb om Jorden, og samtidig blev en central begivenhed i den kolde krig.

I en klumme på vaccinens officielle hjemmeside, sputnikvaccine.com, skriver Kirill Dmitriev, der er direktør for den statslige fond, der finansierede udviklingen af vaccinen, at godkendelsen af vaccinen er et "Sputnik-øjeblik."

"Den russiske vaccine Sputnik V er lanceret og er blevet verdens første registrerede covid-19-vaccine og frembringer minder om den chokerende opsendelse af en sovjetisk satellit i 1957, som åbnede rumudforskningen for mennesket," skriver Kirill Dmitriev.

Kritiserer medier

Kirill Dmitriev kritiserer desuden "vestlige medier og politikere," der ifølge ham "sætter spørgsmålstegn ved hastigheden af covid-19-vaccineskabelsen i Rusland og rejser tvivl om dens effektivitet og autenticitet."

"I stedet for at kigge på videnskaben bag den (...) vaccineplatform, som Rusland har udviklet, beslutter nogle internationale politikere og medier desværre at fokusere på politik og forsøger at underminere troværdigheden af den russiske vaccine," skriver Kirill Dmitriev.

"Vi mener, at den tilgang er kontraproduktiv og opfordrer til politisk våbenhvile inden for vacciner i lyset af covid-19-pandemien," skriver han videre.

Han skriver desuden, at årsagen til den hurtige godkendelse af Ruslands vaccine – som altså ikke har været afprøvet i fase 3-studier – er "Ruslands ekspertise inden for vaccineforskning."

"Det er ikke udbredt viden på verdensplan, at Rusland i århundrede har været en af de globale ledere inden for vaccineforskning," skriver Kirill Dmitriev.

Ruslands sundhedsminister Mikhail Murashko siger ifølge BBC, at Vesten forsøger at underminere vaccinen af konkurrencemæssige hensyn.

"Det ser ud til, at vores udenlandske kolleger har lagt mærke til de specifikke, konkurrencemæssige fordele ved det russiske middel og forsøger at udtrykke holdninger, som er fuldstændig uden grundlag," siger Mikhail Murashko ifølge BBC til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Tysk sundhedsminister affejer

Den russiske vaccine virker ifølge sputnikvaccine.com gennem to uskadeliggjorte versioner af adenovirus, Ad5 og Ad26, som leverer et stykke DNA baseret på coronavirussens "spike"-protein i kroppen og fremprovokerer en immunreaktion.

Ruslands præsident Vladimir Putin sagde tirsdag ifølge The New York Times, at vaccinen var "effektiv nok" og har "gennemført alle de nødvendige tests," og at en af hans døtre allerede havde fået den.

Onsdag gik Tysklands sundhedsminister Jens Spahn ifølge nyhedsbureauet Reuters med i koret af kritiske røster, der kritiserer Ruslands beslutning om at godkende vaccinen, selvom den ikke har bestået afgørende fase 3-studier.

"Jeg ville være glad, hvis vi havde en første, god vaccine, men baseret på alt, hvad vi ved – og det er det fundamentale problem, at russerne ikke fortæller os meget – så har den her ikke været testet ordentligt," sagde Jens Spahn ifølge Reuters til radiostationen Deutschlandfunk.

"Det handler ikke om at komme først – det handler om at have en effektiv, gennemprøvet og derfor sikker vaccine," sagde han videre.

Det var samme pointe, som flere vestlige forskere udtrykte tirsdag over for Reuters.

"Massevaccination med en utilstrækkeligt afprøvet vaccine er uetisk," sagde Francois Balloux, der er professor på University College Londons Genetics Institute, til bureauet.

Også Anthony Fauci, der leder USA's indsats mod coronavirussen som direktør for National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), er skeptisk.

"Jeg håber, at russerne faktisk definitivt har bevist, at vaccinen er sikker og effektiv. Jeg tvivler stærkt på, at de har gjort det," siger han til National Geographic.

Rusland planlægger at begynder masseproduktion af vaccinen i september og vil publicere resultaterne fra de to første faser af kliniske studier med Sputnik-vaccinen i denne måned.

Russisk coronavaccine møder kritik for at springe fase 3 over: "Uetisk"

Lægemiddelstyrelsen tager kontakt til Rusland om coronavirusvaccine

Tidligere seruminstitut-chef regner ikke med, at russisk vaccine vil slå igennem i Europa

Putin: Rusland har en vaccine klar mod covid-19

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier