MedWatch

Genmab-optakt: Milliarder fra Abbvie-aftale tikker ind

Det bliver Genmabs nyligt indgåede partnerskabsaftale med Abbvie samt Genmabs egen pipeline, som kommer til at tiltrække sig den helt store opmærksomhed i selskabets regnskabet for andet kvartal onsdag.

Foto: Lars Møller / Genmab / PR

Efter en lang periode hvor fokus har samlet sig om salget af kræftmidlet Darzalex, vil Genmabs regnskab for andet kvartal klart afspejle, at selskabet er langt i arbejdet med at finde sin næste vinder.

Genmab indgik således i juni en kæmpemæssig partneraftale med amerikanske Abbvie om lægemiddelkandidaten epcoritamab.

Med i aftalen fulgte en forudbetaling på 750 mio. dollar, eller 4,74 mia. kr. til den nuværende dagskurs, som vil løfte kvartalsresultaterne væsentligt. I alt indregnes næsten 90 pct. af betalingen i resultaterne for andet kvartal, har Genmab tidligere oplyst.

"Vi modellerer samlede upfront- og milepælsbetalinger på 4.440 mio. kr. i andet kvartal 2020," skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en optakt.

Sammen med indtægter fra Genmabs partners Janssens salg af Darzalex og andre royalties fra salget af andre stoffer, som Genmab har andel i, ventes omsætningen i kvartalet omtrent at syvdobles til 5446 mio. kr. fra 774 mio. kr. i samme periode sidste år.

Det viser estimater fra 13 analytikere indsamlet af Bloomberg News.

Driftsresultatet EBIT ventes at stige til 4511 mio. kr. fra 137 mio. kr., og resultatet efter skat ses mangedoblet til 3638 mio. kr. fra 85 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Prioriteringer i fokus

Alt sammen er dog ikke nogen større overraskelse, da Genmab præsenterede Abbvie-aftalen tilbage i midten juni, ligesom Janssens ejer, Johnson & Johnson, kom med salgstal for Darzalex i midten af juli.

Interessen kan i stedet samle sig om kommentarer vedrørende udviklingsprogrammet for Epcoritamab.

I forbindelse med aftalen oplyste Genmab, at det sammen med Abbvie planlægger et stort udviklingsprogram med omkring ti studier, hvoraf de fleste er fase 3, for at lukke hullet op til konkurrenterne Roche og Regeneron, der er omkring et år foran med tilsvarende stoffer.

Desuden overvejes kombinationsstudier med kræftmidler som Venclexta og Imbruvica.

"Vi imødeser en opdatering på forventningerne til nyhedsflowet i 2020 og ind i 2021. Vi har fokus på meldinger om prioriteringen af pipelinen i kølvandet på partnerskabsaftalen med AbbVie for blandt andet epcoritamab," skriver Søren Løntoft Hansen.

Med i aftalen med Abbvie er også Genmabs lægemiddelkandidater, duohexabody-CD37 og duobody-Cd3x5T4. Og de to selskabers forskningsafdelinger planlægger også at kombinere teknologier og samarbejde om at udvikle og udvælge op til fire nye antistofkandidater. For de fire antistofkandidater får Genmab ansvaret for fase 1-udviklingen, hvorefter Abbvie har option på at få del i programmerne.

Genmab opjusterede i forbindelse med aftalen forventningerne til 2020 med 4,35 mia. kr. målt på toplinjen. Der ventes herefter et salg på 9,1-9,5 mia. kr., og et driftsoverskud i år på 5,2-5,6 mia. kr., og det er en prognose, som formentlig får lov at stå, vurderer Sydbank.

Regnskabet offentliggøres onsdag den 12. august kort efter børslukketid klokken 17.

Aflagt Genmab-middel sælger stort – milliarder kan være på vej i royalties

Genmab-partner præsenterer nye stærke Darzalex-data

Ny version af Darzalex er nu også godkendt i Canada

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier