
Overbevisende resultater i behandlingen af fedme med semaglutid og lægemiddelkandidaten AM833 har fået Novo Nordisk til at stoppe efterforskningen af to nye kandidater på et tidligt stadie.
Det fremgår af medicinalselskabets regnskab for andet kvartal torsdag morgen.
"Nylige data fra fase 3-programmet Step med semaglutid i fedme - og de kliniske studier med AM833 som monoterapi og i kombination med semaglutid - har løftet den innovative barre inden for fedmebehandling, hvilket har ført til en prioritering inden for udviklingen af fedmebehandlingsporteføljen og stoppet af disse projekter," skriver Novo Nordisk i regnskabet.
Step-programmet var delt op i fire fase 3-studier, der alle viste overbevisende resultater med semaglutid.
I kombination med lægemiddelkandidaten AM833 viste vægttabene sig at komme endnu hurtigere.
Novo Nordisk regner nu med at kunne indlede et fase 3-kombinationsstudie med AM833 og semaglutid i løbet af næste år.
Registreringsansøgningen for semaglutid til behandling af fedme venter Novo at indsende omkring årsskiftet.