MedWatch

Gilead sætter pris på remdesivir: 15.450 kr. for en behandling

Biotekselskabet Gilead Sciences har sat en pris på sit covid-19-middel remdesivir, som kommer til at koste 15.450 kr. for en femdagesbehandling. (Opdateret)

Gileads remdesivir var det første lægemiddel, der viste effekt i et større studie mod covid-19. Foto: Ulrich Perrey / AFP / Ritzau Scanpix

Der har længe været snak og bekymring om, hvad det amerikanske biotekselskab Gilead Sciences ville tage for midlet remdesivir, som har vist effekt mod covid-19.

Nu afslører Gilead Sciences' adm. direktør Daniel O'Day selv prisen i et åbent brev:

2340 dollar – 15.450 kr. – for en femdagesbehandling.

Prisen gælder for "regeringer i udviklede lande," herunder antageligvis Danmark. Den svarer til 390 dollar – cirka 2575 kr. – pr. hætteglas.

Der er tale om en listepris, som snart skal forhandles med de danske sundhedsmyndigheder, der vil forsøge at skaffe en billigere pris til Danmark.

Prisen ligger langt over den laveste pris, som Gilead kunne have klaret sig med ifølge det uafhængige sundhedsøkonomiske Institute for Clinical and Economic Review (Icer), som på forhånd havde regnet på, hvad en behandling med remdesivir burde koste.

Icer nåede frem til, at Gilead kunne indtjene sine udviklings- og produktionsomkostninger med en pris på blot 5 dollar for en femdagesbehandling.

Har Gilead så presset citronen til det yderste? Ja og nej. Hold tungen lige i munden:

Icer skrev, at den maksimale pris, som stadig ville være omkostningseffektiv for verdens sundhedssystemer, hvis man medregner alle samfundsøkonomiske fordele så som værdien af et reddet liv, kortere indlæggelsestid og så videre, var 30.800 kr. for en behandling.

Gilead tager som nævnt 15.450 kr. for en femdagesbehandling. Halv pris. Men her er den vigtige pointe: Prisen bunder i et studie, der viser, at en behandling på fem dage er nok.

I det oprindelige store amerikanske studie, der beviste remdesivirs effekt, fik patienterne remdesivir i ti dage – ikke fem. Og hvis remdesivir gives i ti dage, så løber prisen altså op i 28.300 kr. Tæt på den maksimale pris fra Icer.

Det var ellers en pris, som Icer advarede imod af hensyn til den samfundsøkonomiske belastning, hvis remdesivir skal massedistribueres på kort tid, og fordi der fortsat er usikkerhed om remdesivirs nøjagtige effekt på covid-19-patienter.

Om Gilead har sat en middelhøj pris eller en meget høj pris ifølge Icers beregninger afhænger altså af, hvor lange behandlinger der i sidste ende viser sig at være nødvendige.

Morten Freil, der er direktør for Danske Patienter, var allerede i maj stærk skeptisk over for Gileads mulige prissætning.

"Man skal selvfølgelig sikre virksomheden en ordentlig pris, men vi frygter, at virksomheden vil tage så høje priser, at det simpelthen vil gå udover behandlingen af andre patienter, fordi sundhedssystemet skal bruge så mange penge på et enkelt lægemiddel," sagde Morten Freil til MedWatch.

I samme ombæring advarede Novo Nordisks topchef Lars Fruergaard Jørgensen imod at forvente en ekstraordinær lav pris, selvom verden står i en nødsituation.

"Hvis man skal have et samfund, hvor der altid er nogen, der skal kunne gå ind som helte og redde verdensbefolkningen, når der sker en trussel, som den vi har nu, så forudsætter det, at der er et marked og en forretningsmodel, hvor der er patentbeskyttelse og mulighed for at tjene pengene hjem igen. Ellers er der ikke nogen, der kan løse den opgave," sagde Lars Fruergaard Jørgensen til MedWatch.

Ekspertkomitéen CHMP, der anbefaler lægemidler til godkendelse i EU, har anbefalet at remdesivir godkendes mod covid-19 under navnet Veklury. Den officielle godkendelse forventes inden for få dage.

(Opdateret kl. 14:07 med flere beregninger fra Icer.)

Novo-topchef om prisen på coronamedicin: "Der skal være nogen, der får et afkast"

CHMP anbefaler godkendelse af remdesivir mod covid-19

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier