MedWatch

Endnu et fedmestudie med Novo Nordisks semaglutid når målene

Novo Nordisks semaglutid har i endnu et nyt studie vist positive effekter i form af vægttab hos patienterne.

Foto: Novo Nordisk / PR

Novo Nordisk har med endnu et fase 3a-studie, Step 1, nået de primære endemål omkring vægttab med lægemiddelhåbet semaglutid i behandling af overvægtige patienter.

Det oplyser medicinalkoncernen i Bagsværd til fondsbørsen.

"Resultaterne fra det afgørende Step 1-studie viser, at semaglutid 2,4 milligram giver et hidtil uset vægttab efter 68 uger. Ydermere nåede næsten alle patienter et vægttab på mindst 5 pct., hvilket er bredt anerkendt som klinisk relevant. Resultaterne fra dette forsøg er meget opmuntrende og tegner godt for udsigterne for behandling af folk, som lider af fedme," udtaler Mads Krogsgaard Thomsen, forskningsdirektør i Novo Nordisk, i meddelelsen.

Step 1-studiet viste, at patienter, som modtog behandling med Semaglutide, oplevede "statistisk signifikante og overlegne" reduktioner i kropsvægten efter 68 ugers behandling på på gennemsnitligt 14,9 pct. fra en basisvægt på 105,3 kilogram, mens patienter, der alene fik placebo, kun tabte 2,4 pct.

Desuden oplevede 86,4 pct. af patienterne, der indtog dosen på 2,4 milligram semaglutid hver uge, at de fik et vægttab på 5 pt. eller mere. Hos placebopatienterne gjaldt det kun for 31,5 pct. vedkommende.

Tallene var endnu bedre, hvis man udelukkende kigger på de patienter, der tog semaglutid "efter hensigten", det vil sige uden andre behandlinger mod fedme. I de tilfælde var det gennemsnitlige vægttab på 16,9 pct. Af de patienter opnåede 92,4 pct. også en vægtreduktion på mindst 5 pct., mens tallet var på 33,1 pct. for de patienter, som fik placebo.

"Behandlingsforskellene var statistisk signifikante," hedder det.

Step 1 var et dobbeltblindet, randomiseret studie over 68 uger med 1961 patienter, der lider af fedme eller af overvægt kombineret med andre lidelser. I studiet var semaglutid "sikkert og vel-tolereret".

Step-programmet omfatter fire fase 3-studier, hvor resultaterne fra Step 4 med 902 patienter blev lagt frem for cirka to uger siden. Det viste også en overlegen reduktion i kropsvægten hos de patienter, som modtog den ugentlige dosis på 2,4 milligram.

Efter 20 uger nåede 803 patienter i Step 4 måldosen på 2,4 milligram, og de opnåede i perioden en reduktion i den gennemsnitlige kropsvægt fra 107,2 kilogram til 96,1 kilogram.

Derefter fortsatte de patienter yderligere 48 uger med enten semaglutid eller placebo, og her viste det sig, at patienterne, som fik Novo Nordisks fedmemiddel, oplevede en yderligere reduktion i kropsvægten på 7,9 pct. i forhold til de 96,1 kilogram, mens forsøgspersonerne, der fik placebo, oplevede en vægtforøgelse på 6,9 pct.

Step 4 understreger derfor vigtigheden af, at en medicinsk behandling mod fedme ikke stoppes tidligt.

"'Du skal da starte igen', ville man sige til en patient, som stopper behandlingen af diabetes eller højt blodtryk. Nu føres der for første gang bevis for, at svær overvægt er en kronisk tilstand, som også skal behandles som sådan," sagde Mads Krogsgaard Thomsen dengang til Ritzau Finans.

"Studiet viser, at svær overvægt er en kronisk sygdom, og at fortsat behandling udgør en positiv forskel på 15 pct."

Data fra de resterende to Step-studier ventes inden udgangen af juni 2020.

Novo-forskningschef om fedmestudie: "Vi kunne ikke have håbet på en bedre start"

Novo-middel storhitter i Danmark: Vokser med knap 900 pct. på ét år

Novo-topchef efter 20 års sats på fedme: "Vi har ikke været i nærheden af at få et afkast"

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier