MedWatch

Scandion Oncology får 5 mio. kr. til udvikling af lægemiddelkandidat

Innovationsfonden har støttet biotekselskabet Scandion Oncologys forsøg med lægemiddelkandidat mod kræftsygdom, hvor patienternes udsigter til helbredelse er særligt dårlige.

Nils Brünner, adm. direktør for Scandion Oncology. Foto: Scandion Oncology

Biotekselskabet Scandion Oncology, som er noteret på Spotlight-børsen, modtager 5 mio. kr. fra Danmarks Innovationsfond.

Pengene er øremærket til den kliniske fase 2-udvikling af selskabets primære lægemiddelkandidat, SCO-101, målrettet mod patienter med metastatisk bugspytkirtelkræft. Det fremgår af en meddelelse fra selskabet onsdag formiddag.

I det nye kliniske fase 2-forsøg vil Scandion Oncology teste midlet på patienter med metastatisk bugspytkirtelkræft, som står til at modtage en standard førstelinjebehandling med en taxan-baseret kemoterapi.

Hovedmålet med studiet er at undersøge, om SCO-101 kan blokere for, at patienterne udvikler resistens over for taxan.

Ifølge selskabet er ser prognoserne på nuværende tidspunkt svage ud for patienterne med metastatisk bugspytkirtelkræft. Det skyldes især netop udviklingen af resistens.

"Vi er meget glade for at modtage pengebeløbet fra Danmarks Innovationsfond. De 5 mio. kr. er en vigtig bekræftelse af den høje kvalitet af vores projekter i henhold til Danmarks Innovationsfonds krav. Denne tildeling vil gøre os i stand til at accelerere og optimere den kliniske udvikling af lægemiddelkandidaten SCO-101 i metastatisk bugspytkirtelkræft," siger Nils Brünner, der er administrerende direktør for Scandion Oncology, i meddelelsen.

Selskabet fremhæver også i meddelelsen, at fase 2-forsøget åbner muligheden for at teste lægemiddelkandidaten i andre kombinationer i andre typer af kræft, da den taxane-baserede kemobehandling benyttes bredt.

Scandion Oncology vælger svensk CRO til klinisk forsøg

Biotekselskab jager partner ved årets vigtigste konference

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier