MedWatch

Johnson & Johnson udvider corona-samarbejde med amerikanske myndigheder

Den amerikanske medicinalgigant Johnson & Johnson udvider nu sit partnerskab med den amerikanske biomedicinske myndighed BARDA i håbet om endnu hurtigere at stå klar med en vaccine mod den kinesiske coronavirus covid-19.

Johnson & Johnson er med helt fremme i førerfeltet i det kapløb, der finder sted mellem selskaber om at komme først med en vaccine mod den kinesiske coronavirus. Her er det Røde Kors i Tyskland, som kører evakuerede tyskere til nærmere undersøgelse. Foto: JOHN MACDOUGALL/AFP / AFP

Der skal endnu mere kul under kedlerne, hvis Johnson & Johnson skal stå klar med en vaccine i tide mod udbruddet af det nye coronavirus fra Kina, covid-19. Det mener den amerikanske farma-mastodont, som nu udvider sit samarbejde med de amerikanske myndigheder om udviklingen.

Helt præcist er virksomhedens kontrakt indgået med Biomedical Advanced Research and Development Authority – forkortet BARDA, som er en del af Office of the Assistant Secretary for Preparedness and Response under det amerikanske sundhedsministerium.

Begge parter er interesserede i at få en vaccine mod den nye virus klar hurtigst muligt, og den aktuelle udvidelse af samarbejdet gør J&J’s medicinal-afdeling Janssen i stand til at intensivere sit arbejde med en række globale partnere om at gennemgå allerede eksisterende antivirale molekyler i håbet om at identificere komponenter med en lovende antiviral aktivitet mod covid-19, der forårsager sygdommen, som J&J kalder SARS-cov-2.

J&J er således både ved at undersøge det globale marked for eksisterende brugbare antivira og i fuld gang med at forsøge at udvikle en helt ny vaccine i laboratoriet.

"Vi må både engagere os i en benhård undersøgelse og en udvikling for at få identificeret terapeutiske kandidater mod den nye coronavirus. Vores ambitiøse mål er at finde en løsning for patienter og sikre, at fremtidige generationer ikke skal leve i frygt for de potentielle seriøse konsekvenser af covid-19," siger Paul Stoffels, der er forskningschef hos J&J, i en meddelelse fra virksomheden.

Janssen samarbejder med det belgiske Rega-institut for medicinsk forskning i eftersøgningen af mulige eksisterende antivira, der giver den amerikanske virksomhed adgang til instituttets infrastruktur og evne til en lynhurtig screeningsproces.

"Vi har en bevist erfaring med partnerskaber med andre og med at udvikle og levere antivirale terapier til gavn for forskellige befolkninger over hele verden. Selvom vi er på et tidligt stadie, er vi klar til den dedikerede indsats igen," siger Paul Stoffels.

Janssen og BARDA vil dele udgifterne til forskningen og udviklingen og sammen mobilisere ressourcer til eftersøgningen globalt efter eksisterende antivira.

Selskaber i tæt kapløb om at lave første coronavaccine

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier