Coronavirussen har nu smittet flere, end sars nogensinde gjorde

Den nyudbrudte coronavirus har nu inficeret flere mennesker, end den beslægtede sars-coronavirus gjorde under sars-udbruddet i 2002/2003.
De seneste officielle tal, som de kinesiske myndigheder ifølge Reuters har fremlagt fredag, lyder, at 9809 personer er blevet smittet med den nye coronavirus.
Til sammenligning blev i alt 8422 personer smittet med sars mellem november 2002 og juli 2003, hvorefter WHO erklærede, at smittefaren ved sars var ovre.
Dertil kommer, at de kinesiske myndigheder mistænker, at yderligere 15.238 personer er smittet med den nye coronavirus.
213 personer er indtil videre døde af den nye coronavirus, mens sars-udbruddet slog i alt 916 mennesker ihjel.
Kinesiske myndigheder har tidligere sagt, at coronavirussen, som stadig kun officielt kendes under navnet 2019-ncov, har en dødelighedsrate på cirka 2 pct. – altså at cirka 2 pct. af de smittede dør.
Et studie på 99 patienter fra Wuhan, som udkom i det medicinske tidsskrift The Lancet torsdag, viste en dødelighedsrate på 11 pct., hvilket er den samme dødelighedsrate, som Sars-virussen havde. I studiet var der dog kun tale om patienter, hvor sygdommen var så omfattende, at de blev indlagt på hospitalet.
Sars-virussen nåede aldrig til Danmark, men spredte sig til 29 andre lande.
GN stopper arbejdet på kinesisk fabrik efter tilfælde af coronavirus
Læger fra Wuhan publicerer studie med 99 coronavirus-patienter: 11 pct. er døde