MedWatch

Analytiker: Sanofis diabetesstop kan rumme både plusser og minusser for Novo

Grundet Sanofis svigtende gennemslagskraft inden for diabetes er det ifølge Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen ikke den store overraskelse, at selskabet dropper diabetes – men Sanofis afsked er ikke en entydigt god nyhed for Novo Nordisk. (Rettet)

Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix

(Artiklen er rettet 10. december kl. 16:30. Det fremgik tidligere af artiklen, at Sanofi har skrottet udviklingen af efpeglenatid. Det er ikke korrekt. Sanofi vil færdiggøre udviklingen af midlet, men leder efter en partner, der kan overtage lanceringen.)

Franske Sanofi har annonceret et strategiskifte, der blandt andet betyder, at medicinalkæmpen bevæger sig væk fra området for diabetesbehandling, hvor det ellers gennem mange år har været en stor konkurrent til blandt andet danske Novo Nordisk.

Og det træk rummer elementer af både godt og skidt for det danske selskab. Overordnet set er det dog ikke et kæmpe chok for Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, at Sanofi har valgt at gå i den retning.

"Det kommer ikke som den helt store overraskelse, at Sanofi annoncerer, at det er på vej ud af diabetes. Det er en kæmpe konkurrent, som Novo har haft. Det er en aktør, som har siddet på insulintronen, men som også de seneste år – som følge af patentudløb på Lantus og øget konkurrence fra de øvrige aktører – har været presset på det område," siger analytikeren til Ritzau Finans.

Der kan være aggressiv prissætning i vente

På positivsiden for Novo Nordisk tæller det naturligvis, at konkurrencen på længere sigt vil blive reduceret.

"Så mange aktører er der ikke på markedet for diabetesbehandling, så der er jo en konkurrent mindre til Novo. Og det er selvfølgelig åbenlyst positivt," siger Søren Løntoft Hansen, som dog også kan se kortsigtet skidt nyt for det danske medicinalselskab i forbindelse med Sanofis strategiskifte.

Det kan nemlig betyde, at selskabet nærmest vil forsøge sig med en form for et ophørsudsalg af de eksisterende produkter.

"Det negative kan være, at når man er på vej ud af sådan et område, kan det godt være, at man vil forsøge at vride det sidste ud af de eksisterende produkter. Det kan være i form af aggressiv prissætning og rabatgivning på midlerne for at få fat i de amerikanske diabetikere," siger Søren Løntoft Hansen og tilføjer:

"Det kan på kort sigt godt være negativt for Novo Nordisk og Eli Lilly, fordi man kan opleve en knap så disciplineret konkurrence, som det har været tilfældet tidligere."

Sanofi vil aflevere Ozempic-konkurrent til et andet medicinalselskab

Sanofi dropper diabetes i ny strategi

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier