MedWatch

Analytiker: Genmabs nye milepæl viser, at helårsprognosen er til at nå

Det skaber større tillid omkring Genmabs helårsprognose, at selskabet nu kan melde om, at salget af Darzalex er kommet over 2,5 mia. dollar, siger Sydbanks analytiker Søren Løntoft.

Foto: Sydbank/PR

Genmab har opnået en milepælsbetaling på 100 mio. dollar fra Johnson & Johnson-ejede Janssen Biotech, efter at salget af kræftmidlet Darzalex har passeret 2,5 mia. dollar i indeværende år.

Det er ifølge Sydbanks Genmab-analytiker, Søren Løntoft Hansen, svært at udlede noget direkte af timingen af annonceringen.

Det viser ifølge analytikeren dog, at Genmab er på vej til at indfri helårsprognosen på et Darzalex-salg på 3 mia. dollar - men det bliver tæt.

"Hvis jeg kigger på mine estimater og udviklingen igennem de første ni måneder, så bliver salget meget tæt på de 3 mia. dollar, men jeg tror lige, at de vil overgå de 3 mia. dollar," siger Søren Løntoft Hansen.

Milepælsbetalingen er allerede en del af Genmabs forventninger til hele 2019. Her er der også indregnet yderligere en milepælsbetaling på 150 mio. dollar, når Darzalex-salget passerer 3 mia. dollar.

Darzalex-salget har i løbet af de tre første kvartaler nået 2168 mio. dollar, hvilket vil sige, at der ved udgangen af tredje kvartal manglede 832 mio. dollar for at nå i mål med prognosen på 3 mia. dollar. I tredje kvartal blev Darzalex-salget på 765 mio. dollar.

Genmab-aktien ligger torsdag formiddag med en stigning på 0,2 pct. i 1623,50 kr.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier