MedWatch

Finanshus ser positivt på Bavarians driftsudmeldinger

For finanshuset Jefferies er der ikke de helt store overraskelser at hente i Bavarian Nordics regnskab for tredje kvartal, men ser positivt på, at Bavarian står til et overskud på driftsresultatet, før af- og nedskrivninger i 2020.

Foto: Bavarian Nordic / PR

Bavarians regnskabstal for tredje kvartal vil næppe føre til større justeringer blandt analytikerne, skriver amerikanske Jefferies efter at have set nærmere på regnskabet.

Således fastholder Bavarian forventningerne om en omsætning på 600 mio. kr. i år og et driftsunderskud (ebit) på cirka 360 mio. kr.

Nyt, men ikke overraskende, er det til gengæld, at Bavarian stiller et overskud i udsigt næste år målt på driftsresultatet, før af- og nedskrivninger (ebitda).

"Ledelsen sætter nu et mål for 2020 om et positivt ebitda drevet af salget af vacciner, som overtages fra GSK i slutningen af året, præcis som vi allerede venter," skriver Jefferies.

Bavarian annoncerede i oktober opkøbet af vaccinerne Rabipur/Rabavert og Encepur fra Glaxosmithkline, GSK.

Ved den lejlighed oplyste Bavarian, at Rabipur, der yder beskyttelse før og efter eksponering mod hundegalskab, ventes at omsætte for omkring 105 mio. euro. i år, mens Encepur, der beskytter mod vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse, ses omsætte for 70 mio. euro.

Og næste år venter Bavarian altså, at salget af vaccinerne vil løfte indtjeningen så meget, at ebitda-resultatet går i plus.

RSV-vaccinen er undervurderet

For Jefferies er fokus dog stadig især på pipelinen med nye produkter.

"Vores fokus forbliver på den potentielle blockbuster, RSV-vaccinen, som nærmer sig fase 3 og wildcardet, Brachyury-kræftvaccinen, hvor der kommer fase 2-data i slutningen af 2020," skriver Jefferies.

Banken mener fortsat, at markedet undervurderer potentialet for vaccinen mod RSV, der er en virus i luftvejene, som er særligt farlig for børn under to år.

Alene RSV-vaccinen værdisætter Jefferies til 130 kr. per aktie, også selv om et kommende fase 3-studie er blevet forsinket lidt.

"Fase 3 ventes nu indledt i løbet af 2021 mod tidligere i anden halvdel af 2020, men der er stadig potentiale for en godkendelse i 2024. Vi værdisætter projektet til 130 kr. per aktie under forudsætning af et topsalg på 1,4 mia. dollar på verdensplan og med 40 pct. sandsynlighed for succes, og forudsætter at Bavarian selv finansierer alle fase 3-omkostningerne på 80-120 mio. dollar, før der indgås partneraftale," skriver Jefferies.

På aktiemarkedet falder Bavarian torsdag 1,7 pct. til 151,40 kr. oven på regnskabet.

Bavarian vil starte RSV-forsøg for egen regning i 2021, men søger stadig partner

Bavarian kommer i hus som ventet efter begivenhedsrigt kvartal

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier