MedWatch

Eli Lilly afviser at genoplive Alzheimers-middel efter Biogens overraskelse

Eli Lilly kommer ikke til at lave nye dataanalyser af sit Alzheimers-middel solanezumab, selvom Biogen på den måde har genoplivet sit ellers fejlslagne Alzheimers-middel aducanumab.

Foto: Michael Conroy / AP / Ritzau Scanpix

Der bliver ikke noget nyt Alzheimers-eventyr hos Eli Lilly i stil med det, som Biogen genoplivede fra de døde mandag.

Det siger Eli Lillys adm. direktør David Ricks til Bloomberg.

Biogens aktie steg 35 pct., da selskabet mandag overraskede markedet ved at annoncere, at det på baggrund af en ny dataanalyse ville forsøge at få godkendt Alzheimers-midlet aducanumab hos FDA.

Biogen havde ellers droppet to fase 3-studier med aducanumab i maj, fordi selskabet ikke mente, at der var håb for midlet. Men Biogen gav altså tilsyneladende aldrig helt op på aducanumab.

"Det er en overraskende række af begivenheder," siger David Ricks om forløbet til Bloomberg.

Eli Lilly havde selv et lignende middel mod Alzheimers i solanezumab, som tilbage i 2016 fejlede i et fase 3-forsøg, da det viste en effekt, men ingen statistisk signifikans. Solanezumab bliver dog liggende i graven, siger topchefen.

"Det er vigtigt, at den videnskabelige metode forbliver intakt. Man tager sin chance, og hvis man rammer plet, så har man tillid til, at lægemidlet virker. Det er vigtigt, at mennesker, patienter, har tillid til dine studier," siger David Ricks til Bloomberg.

Han kalder nyheden fra Biogen for "gode nyheder," men forholder sig skeptisk over for at benytte efterfølgende dataanalyser til at vise effekt i studier.

"Hvis man fjerner en population og inkluderer en anden, så kan man altid få meget forskellige svar," siger han til Bloomberg.

Biogen genopliver droppet Alzheimers-middel – aktien stiger 35 pct.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier