MedWatch

Zealand køber biotekfirma for op til 540 mio. kr.

Zealand Pharma køber det canadiske firma Encycle Therapeutics i en handel, der kan løbe op i 540 mio. kr. afhængig af milepæle, men som koster selskabet intet til at begynde med. (Opdateret)

Emmanuel Dulac, adm. direktør i Zealand Pharma. Foto: Zealand Pharma / PR

Biotekfirmaet og aktieraketten Zealand Pharma køber det lille canadiske biotekselskab Encycle Therapeutics fra Toronto for et beløb, der kan komme op på 540 mio. kr. afhængig af milepælsbetalinger.

Det skriver Zealand i en pressemeddelelse tirsdag middag.

Hovedformålet med købet er, at Zealand anskaffer sig Encycles lægemiddelkandidat ET3764, som er et præklinisk, oralt indtaget middel mod inflammatoriske tarmsygdomme som Crohns sygdom og colitis ulcerosa.

Midlet er målrettet samme molekyle i kroppen som Entyvio, der var Takedas bedst sælgende lægemiddel med en omsætning på 17,2 mia. kr. sidste år, men som i modsætning til ET3764 gives ved infusion.

Zealand betaler intet upfront for købet af Encycle, og de mulige milepælsbetalinger er afhængige af, at ET3764 består kliniske studier og opnår regulatoriske og kommercielle milepæle. De første milepælsbetalinger lyder på 67 mio. kr. (10 mio. dollar) og falder frem mod, at ET3764 består fase 2-studier. Samtidig får Encycles nuværende ejere royalties, hvis midlet en dag bliver godkendt til salg.

Udover lægemiddelkandidaten overtager Zealand en platform med 5000 peptidmolekyler fra Encycle, som ifølge selskabet kan resultere i yderligere lægemiddelmål efter videre forskning. Encycle samarbejder blandt andet med Pfizer, Astrazeneca, GSK, MSD og Takeda om at udvikle lægemidler.

Zealand Pharmas adm. direktør Emmanuel Dulac er glad for opkøbet:

"Encycle har demonstreret det betydelige potentiale, som dets innovative peptidkemi har," skriver han i pressemeddelelsen.

"Vi ser frem til at fortsætte fremskridtet ved at udnytte Zealands etablerede førerposition inden for udviklingen af peptidlægemidler," skriver han videre.

Opkøbet får ikke indflydelse på selskabets finansielle forventinger for året.

Zealand-chef skal overgå Novo og Eli Lilly: "Jeg er ikke bekymret"

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier