MedWatch

Bavarian køber to vacciner fra GSK i handel til op mod 6 mia. kr.

Biotekselskabet Bavarian Nordic har været på opkøb hos Glaxosmithkline og får to allerede markedsførte vacciner på hænderne til en pris på op til 5,95 mia. kr. inklusive milepælsbetalinger. (Opdateret)

Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali

Den infektionsmedicinske portefølje hos Bavarian Nordic står til at blive markant større, efter at det mandag morgen er kommet frem, at det danske selskab har købt to vacciner fra Glaxosmithkline.

Der er tale om de to vacciner Rabipur/Rabavert og Encepur, der virker mod henholdsvis hundegalskab og vesteuropæisk flåtbåren hjernebetændelse (TBE).

Begge vacciner er allerede godkendt, og har for øjeblikket en samlet årlig omsætning på 175 mio. euro (1,3 mia. kr.). Rabipur/Rabavert forventes at udvise lav-til-mellem encifret årlig salgsvækst, og Encepur mellem-til-høj encifret årlig salgsvækst i de kommende år.

Bavarian betaler 301 mio. euro (2,25 mia kr.) i forhåndsbetaling for de to vacciner, mens salgsmilepælsbetalinger kan få den samlede pris op på 796 mio. dollar (5,95 mia. kr.) i løbet af de kommende fem år, såfremt købet som planlagt går igennem inden udgangen af 2019.

"Købet af de to vacciner er en helt igennem skelsættende begivenhed for Bavarian Nordic, som fremskynder vores vision om at blive et overskudsgivende, uafhængigt vaccineselskab. Vores veletablerede og førende ekspertise inden for produktion af ægge-baserede vacciner passer perfekt til Rabipur/Rabavert og Encepur, og rummer væsentlige fremtidige synergier," lyder det fra adm. direktør Paul Chaplin i en pressemeddelelse.

Bavarian Nordic har i forvejen netop fået godkendt sin vaccine Jynneos mod kopper i USA, hvilket allerede har løftet selskabets profil inden for det infektionsmedicinske område.

Det nye vaccinekøb skal finansieres gennem eksisterende likvide beholdninger og mellemfinansiering som tilbagebetales via en planlagt fuldt garanteret fortegningsretsemission i første halvår af 2020. Bavarian Nordic har på grund af købet ændret sine forventninger til størrelsen på selskabets kapitalberedskab ved årets udgang, som nu lyder på 1 mia. kr. fremfor tidligere 1,6 mia. kr. De øvrige forventninger til selskabets finansielle resultater forbliver uændrede.

Integrationen af produkterne vil ske gradvist over en femårig periode, men Bavarian Nordic får fuldt ansvar for salg og markedsføring af de to vacciner efter gennemførelsen af købet, hvilket efter planen vil sige fra 2020 og frem.

I løbet af overgangsperioden vil Bavarian Nordic også købe Glaxosmithklines resterende varelager af de to vacciner. I takt med at produkterne bliver fuldt integreret, forventer Bavarian at løfte sin overskudsgrad fra 30-40 pct. til 50 pct.

Dertil vil Bavarian Nordic også etablere kommerciel tilstedeværelse i en række udvalgte markeder, som skal hjælpe med kommercialiseringen af Bavarians egen Jynneos, som også er blevet godkendt til behandling af abekopper, samt eventuelle fremtidige produkter.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier