MedWatch

Zealands markedsværdi stiger med 1 mia. kr. efter ros fra Goldman Sachs

Zealand Pharma lagde 1 mia. kr. til sin markedsværdi tirsdag, efter at investeringsbanken Goldman Sachs udgav en positiv analyse af selskabets aktie. Aktien steg 18 pct. på dagen.

Emmanuel Dulac, adm. direktør i Zealand Pharma, kan glæde sig over selskabets optur på aktiemarkedet tirsdag. Foto: Zealand Pharma / PR

Der var aktiefest hos investorerne i Zealand Pharma – og på selskabets kontor i Søborg – efter at den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs udgav en yderst positiv analyse af det danske biotekselskabs aktie.

Zealand Pharma steg 18 pct. på børsen tirsdag og endte dagen med en markedsværdi på 6,7 mia. kr., hvilket var 1,05 mia. kr. højere end markedsværdien ved børsens lukketid dagen før.

Kursen endte på 186 hvilket var en rekordhøj lukkekurs for selskabet, der i september nåede sin hidtige rekord i kurs 184,5.

Det massive aktiehop kom efter, at Goldman Sachs i sin analyse hævede sit kursmål for Zealand Pharma-aktien fra kurs 92 til kurs 272. Det betyder, at Zealand Pharmas aktie ifølge Goldman Sachs burde være 72 pct. mere værd, end den var ved børsluk mandag.

Aktien i Zealand Pharma er nu steget 125 pct. siden nytår, hvilket gør selskabet til årets klart bedste danske life science-aktie.

"Selvfølgelig har jeg det godt med det. Det er en rigtig god anerkendelse af vores pipeline. Jeg mener stadig, at vi kunne ligge meget højere, for vi har en unik pipeline, og hvis du kigger på selskaber, som er i samme situation som os med samme antal fase 3-programmer, så er de i en helt anden kategori," sagde Emmanuel Dulac tidligere på måneden om aktiestigningen til MedWatch.

Zealand får pæne ord fra Goldman Sachs – aktien stiger 10 pct.

Zealand Pharma er årets bedste danske life science-aktie – er steget 95 pct.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier