MedWatch

Novo Nordisk udvikler ny mekanisk insulinpille med stjerneforsker fra MIT

Novo Nordisk har udviklet endnu en pilleteknologi, som i fremtiden skal danne grundlag for en insulinpille, i samarbejde med stjerneforskeren Robert Langer og hans hold på MIT. Selskabet satser på kliniske studier om to-tre år.

Den nye pilleteknologi Lumi består af en trearmet nålekonstruktion, som skydes ud i tyndtarmen af en fjeder og injicerer insulin i tyndtarmsvæggen. Foto: MIT / PR

Da Novo Nordisk i 2016 opgav et årelangt projekt om at udvikle en insulinpille, som skulle have givet type 1-diabetikere et alternativ til nålestik, var det til "dyb frustration" for forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen.

Insulinpillen var år i forvejen blevet spået en fremtid som et af verdens allerbedst sælgende lægemidler med et salgspotentiale på op til 10 mia. dollar om året, hvis det kunne lykkes Novo Nordisk at udvikle den helt frem til markedet.

Men det viste sig at være umuligt for selskabet at sikre, at en tilstrækkelig mængde insulin overlevede turen gennem mavetarmsystemet uden at blive nedbrudt af systemets enzymer, hvorfor projektet blev skrottet.

"Faktum er, at teknologien, der sikrer, at insulinmolekylet optages i kroppen i tilstrækkelige mængder simpelthen ikke eksisterer. Det er den leveringsteknologi – den del, der omgiver molekylet for at få det ind i blodbanen – som skal forbedres, før oral insulin bliver levedygtigt," skrev Mads Krogsgaard Thomsen dengang i en klumme på Novo Nordisks hjemmeside.

Tre år senere har Novo Nordisk måske fundet svaret på insulinpilleproblemet i en ny mekanisk leveringsteknologi ved navn Lumi – og gør klar til at afprøve den i kliniske studier.

En kæmpestor forskel

Lumi – en forkortelse af luminal unfolding microneedle injector – er en lille aflang beholder, som består af en fjeder, en trearmet nålekonstruktion og en opløselig prop.

Lumis prop er lavet til at modstå turen gennem den ætsende mavesyre, men går i opløsning, når den når frem til de mere neutrale ph-værdier i tyndtarmen. Derefter skyder Lumis fjeder den trearmede nålekonstruktion ud i tyndtarmen.

Nålekonstruktionen indeholder selve lægemidlet – eksempelvis insulin – som den injicerer ind i tyndtarmsvæggen, hvorefter konstruktionen selv går i opløsning, så den ikke blokerer tarmen.

På den måde skal den mekaniske pille altså sørge for, at insulinen kommer uskadt fra munden til blodbanen.

Vi håber at blive i stand til at tilbyde patienter en alternativ leveringsmetode til at tage insulin og andre lægemidler.

Lars Fogh Iversen, chef for forskningsafdelingen global research technologies hos Novo Nordisk

Og målet er klart, fortæller Lars Fogh Iversen, der er chef for forskningsafdelingen global research technologies hos Novo Nordisk:

"Vi håber at blive i stand til at tilbyde patienter en alternativ leveringsmetode til at tage insulin og andre lægemidler, som i dag administreres via daglige subkutane (under huden, red.) injektioner," skriver Lars Fogh Iversen i en mail til MedWatch.

"At kunne tage medicin oralt i en kapsel vil gøre en kæmpestor forskel for patienter, som vi ved ser injektioner som en forhindring for optimal styring af deres sygdom. Vi håber med tiden at kunne levere flere af vores lægemidler til oral administration," skriver han videre.

Bygger en portefølje

Lumi er udviklet af Novo Nordisk i samarbejde med stjerneforskeren Robert Langer og hans hold af forskere på Massachusetts Institute of Technology (MIT) i Boston.

Den kommer for offentligt skue otte måneder efter, at de selvsamme samarbejdspartnerne løftede sløret for en anden mekanisk pilleteknologi ved navn Soma – self-orienting millimeter-scale applicator – som også skal være en mulig løsning på insulinpilleproblemet.

De to pilleteknologier adskiller sig ved timingen af deres medicinlevering: Soma er udviklet til at levere lægemidler i maveslimhinden, mens den nye Lumi som nævnt er udviklet til at levere lægemidler i tyndtarmsvæggen.

Formålet med at udvikle flere forskellige mekaniske pilleteknologier med MIT er at opbygge en hel portefølje, som selskabet kan afprøve i klinikken, fortæller Lars Fogh Iversen.

"I august 2018 underskrev vi en tre års forlængelse af det oprindelige tre år lange samarbejde, hvilket forlænger aftalen med MIT til august 2021. Igennem samarbejdet fortsætter vi udviklingen af en potentiel portefølje af orale devices til levering af lægemiddelstoffer på tværs af forskellige regioner i mavetarmkanalen," skriver han.

"Novo Nordisk har en ambition om, at vi om 10-15 år vil være i stand til at levere mange forskellige af vores lægemidler som kapsler, der skal tages oralt. Det her er endnu et eksempel i en portefølje af innovationer, som skal hjælpe os derhen," skriver han videre.

Vi håber at fremme udviklingen af vores portefølje af orale devices til at nå den første kliniske fase i de kommende to-tre år.

Lars Fogh Iversen, chef for forskningsafdelingen global research technologies hos Novo Nordisk

Lars Fogh Iversen fortæller desuden, at Novo Nordisk planlægger at starte fase 1-studier med leveringsteknologierne omkring 2022.

"Soma og Lumi er i prækliniske studier blevet undersøgt med insulin som teststof med stor succes, og vi håber at fremme udviklingen af vores portefølje af orale devices til at nå den første kliniske fase i de kommende to-tre år," skriver han.

Selskabet er endnu ikke klar til at fortælle, hvordan det præcist vil udvælge de leveringsteknologier, der skal afprøves i klinikken.

"Vi kommenter ikke på de nærmere udviklingsplaner eller prioriteter i den forbindelse," skriver Lars Fogh Iversen blot.

Konkurrence på markedet

Hos det britiske analysehus Globaldata ser analytiker Rose Joachim stort potentiale i Lumi, hvis pilleteknologien består kliniske studier, og hun ser flere veje frem for teknologien.

"Siden den bliver udviklet i et samarbejde mellem forskere fra MIT og Novo Nordisk, er det muligt, at vi snart ser teknologien i Novo Nordisks pipeline eller måske som flagskibsprodukt i et spinout eller en startup," skriver hun i et notat.

Hun påpeger dog, at Novo Nordisk ikke er alene på markedet med mekaniske pilleteknologier. Det amerikanske biotekselskab Rani Therapeutics arbejder nemlig på en lignende mekanisk pille ved navn Ranipill, der kan injicere lægemidler i maveslimhinden, og som irske Shire, der nu er en del af japanske Takeda, har købt licens til.

"Den tillidserklæring fra big pharma, sammen med offentliggørelsen af et succesfuldt studie på mennesker i februar 2019, kan sætte Ranipill foran MIT/Novo Nordisk-holdets Lumi-kapsel. Den voksende konkurrence mellem de to grupper er klart værd at holde øje med i de kommende år," skriver Rose Joachim.

Speciale i medicinlevering

Det er ikke en tilfældighed, at det lige netop er Robert Langer og hans forskerhold, som udvikler pilleteknologier med Novo Nordisk. Robert Langer er nemlig til dels kendt for sine nytænkende og nærmest eksotiske tilgange til levering af lægemidler.

Han står blandt andet bag den beskyttende film, som biotekselskabet Sigilon bruger i en celleterapi mod type 1-diabetes til at forsvare insulinproducerende celler mod at blive ødelagt af immunforsvaret.

Han har tidligere fortalt til MedWatch, at han håber, at den opfindelse kan kurere type 1-diabetes en dag.

Derudover har Robert Langer sammen med forskeren Giovanni Traverso også udviklet en stjerneformet leveringsteknologi, der kan forblive i maven i ugevis og levere lægemidler løbende, samt en pille, der kan fjernstyres udefra til at levere lægemidler på det rette tidspunkt. Giovanni Traverso er også en del af holdet, der har udviklet Soma og Lumi.

Robert Langer har selv en ingeniørbaggrund, hvilket ifølge ham selv har haft betydning for fascinationen af at udvikle leveringsteknologier. Til MedWatch forklarede han i oktober sidste år, hvorfor han specielt ser potentiale i den type opfindelser:

"Du kan bryde mulighederne ned i to dele: Lægemidler, som allerede eksisterer, som du kan gøre bedre, og lægemidler, som endnu ikke eksisterer, som aldrig kommer til at fungere, med mindre vi finder på nye måder at levere dem på," sagde Robert Langer dengang.

Novo Nordisk må nu håbe, at insulinpiller kan blive et eksempel på det sidste.

Novo Nordisk øjner orale løsninger med ny leveringsteknologi

Robotpille med Google i ryggen består afprøvning i mennesker

Millionær og stjerneforsker fik stribevis af afslag – så startede han sit eget firma

Stjerneforsker bag celleterapi mod diabetes: "Jeg håber, det kan erstatte insulin"

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier