MedWatch

Analytiker forventer lille positiv kursreaktion efter partnernyt fra Genmab

Schweiziske Novartis har tidligere indikeret, at Genmabs ofatumumab har mulighed for at gå hen og blive en blockbuster-kandidat inden for behandling af multipel sklerose, men morgenens nyhed vil næppe udløse den store kursreaktion, forudsiger analytiker.

Foto: Sydbank/PR

Det er godt nyt for biotekselskabet Genmab, at selskabet fredag morgen har kunnet berette, at dets schweiziske partner, Novartis, kan melde om gode resultater i to fase III-forsøg med midlet ofatumumab mod midlet Aubagio fra franske Sanofi, og at Novartis kan berette, at studiet har mødt sit primære endepunkt.

Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

"Arzerra eller - Ofutumumab - er egentlig godkendt inden for blandt andet kronisk lymfatisk leukæmi, men har oplevet et kraftigt dalende salg inden for den indikation de senere år som følge af øget konkurrence. Derfor har man også kigget på, om det her kan bruges i andre indikationer - blandt andet i attakvis multipel sklerose, som rammer en meget stor del af dem, der lider af multipel sklerose," forklarer senioranalytikeren for tilføjer:

"Man har så gennemført de her to fase III-forsøg mod Aubagio fra Sanofi, og det har vist, at studiet har mødt sit primære endepunkt, og det er særdeles positivt."

Schweiziske Novartis har tidligere indikeret, at ofatumumab har mulighed for at gå hen og blive en blockbuster-kandidat inden for behandling af multipel sklerose, så der er ikke tvivl om, at forventningerne fra i hvert fald Novartis' side til midlet er store.

"Derfor er det selvfølgelig også positivt, at man kommer ud og meddeler, at man har haft succes i studiet, og at man har været i stand til at reducere tilbagefaldsraten i forhold til Aubagio og også med en god sikkerhedsprofil," siger senioranalytikeren.

Det er dog endnu for tidligt at vurdere, hvor stort salgspotentialet er. Det kan markedet først for alvor få indblik i, når der afholdes konference i Stockholm, Sverige, den 11.-13. september, lyder det.

"Vi vil formentlig se en positiv kursreaktion i Genmab-aktien, men markedet vil også være lidt tilbageholdende, fordi det gerne vil se data på det. Hvor godt er midlet egentlig? Og det vil blive sammenlignet med et andet middel inden for multipel sklerose - nemlig Ocrevus - fra Roche, som ligesom er guldstandarden inden for behandling af attakvis multipel sklerose," forklarer Søren Løntoft Hansen.

Genmabs Arzerra slår konkurrerende middel i nye sklerosestudier fra Novartis

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier