MedWatch

Analytiker tror på opjustering fra Genmab i onsdagens regnskab

Søren Løntoft Hansen, analytiker hos Sydbank, mener, at det er sandsynligt, at Genmab opjusterer sine forventninger til året i forbindelse med onsdagens halvårsregnskab. Det skyldes især en stærk dollarkurs.

Foto: Lars Møller / Genmab / PR

Der kan meget vel være en opjustering på vej, når Genmab kommer med regnskab for andet kvartal onsdag efter børslukketid, vurderer Sydbank forud for regnskabet.

Årsagen er den stærke dollar, der siden årsskiftet har bevæget sig fra et niveau på lige over 6,50 kr. til 6,67 kr.

Dermed står det mere og mere klart, at Genmabs indtægter fra partneren Johnson & Johnsons salg af kræftmidlet Darzalex målt i danske kroner er mere værd, end Genmab satte næsen op efter ved indgangen af året.

"Genmabs 2019-prognose tager udgangspunkt i en dollarkurs på 6,0. Med udgangspunkt i de nuværende valutakurser ser vi gode muligheder for en opjustering af prognosen for omsætning og indtjening i forbindelse med regnskabet," skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en optakt.

Selve regnskabet fra Genmab vil næppe indeholder store overraskelser på toplinjen. Det skyldes, at salgstal fra Genmabs største partner, Johnson & Johnson, ikke efterlader megen tvivl om, hvor store indtægterne Genmab hentede i andet kvartal.

Johnson & Johnson rapporterede for perioden et salg af Darzalex mod knoglemarvskræft på 774 mio. dollar - en stigning fra 629 mio. dollar i januar, februar og marts.

"Vi estimerer på den baggrund en royaltyindtægt til Genmab fra salget af Darzalex på 658 mio. kr. i andet kvartal," skriver analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen i en optakt.

Han venter herefter en samlet omsætning i Genmab på 756 mio. kr. - nogenlunde på linje med konsensus, der ifølge Bloomberg News lyder på 734 mio. kr.

Omkostningerne vil ifølge Sydbank-analytikerens estimater være steget 75 pct. til 656 mio. kr. - blandt andet som følge af udgifter til tidlige kliniske og prækliniske projekter.

Dermed vil der ifølge Sydbank være et driftsoverskud på 100 mio. kr. i andet kvartal.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier