MedWatch

Genmab nyder godt af jublende analyser fra tre finanshuse

Tre internationale finanshuse er mandag begyndt at udarbejde analyser af Genmabs virksomhed og aktie, og de mener alle tre, at selskabet er værd at investere i.

Foto: Lars Møller / Genmab / PR

Genmab stiger mandag på børsen på ryggen af flere finanshuse, som er positivt stemte over for den danske biotekaktie.

RBC Capital Markets, Guggenheim Securities og Morgan Stanley har alle indledt dækning af Genmab. Fælles for de tre finanshuse er det, at det er sket med en eller anden form for positiv anbefaling og derfor også et kursmål, der er højere end den aktuelle aktiekurs.

Hos RBC Capital Markets er kursmålet sat til 1529 kr., og hos Guggenheim Securities er det ligeledes sat til 1529 kr. Morgan Stanley er mest optimistisk af de tre med et kursmål på hele 2018 kr. – svarende til en forventet stigning på 57 pct. sammenlignet med den aktuelle kurs.

I København stiger Genmab-aktien ud på eftermiddagen 1,5 pct. til 1289 kr. Holder det dagen ud, vil selskabets markedsværdi være steget omkring 1,1 mia. kr. til godt 83,8 mia. kr.

Også i USA, hvor Genmab har en sidenotering, er der rift om biotekaktien. I hvert fald står selskabets aktie til en stigning på 1,9 pct. i det amerikanske formarked op til mandagens handelsstart.

De nye anbefalinger kommer få dage før, at Genmab afleverer regnskab for første halvår af 2019. Det sker onsdag i denne uge.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier