Novo siger tak – medarbejdere får aktier for 25.000 kr. hver

Novo Nordisk-ledelsen siger et mærkbart tak til alle de ansatte for deres tro indsats de seneste år.
Hver eneste ansat i selskabet får således en aktiebonus på, hvad der med dagens aktiekurs svarer til godt 25.000 kr.
Det sker konkret i form af 75 såkaldt betingede aktier, der hver giver ret til at modtage én Novo Nordisk B-aktie vederlagsfrit i februar 2023, forudsat at medarbejderen stadig arbejder for koncernen til den tid.
Medarbejderbonussen kommer samlet til at koste Novo Nordisk 660 mio. kr., der bliver afskrevet over perioden 2019–2023 med et årligt beløb på 189 mio. kr. Det oplyser Novo Nordisk i sit halvårsregnskab fredag morgen.
Novo Nordisk har en længere tradition for at belønne sine medarbejdere ved særlige lejligheder. F.eks. fik alle ansatte i koncernen med undtagelse af medarbejderne i NNE Pharmaplan tilbudt 100 betingede aktier efter 90-års jubilæet i 2013. Med kursen fredag svarer det til en værdi på knap 34.000 kr.
Novo Nordisk har i perioden fra 2016-2018 haft et overskud efter skat på 114 mia. kroner, og adm. direktør i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen, fik i 2018 en en lønstigning på 30 pct. Topchefens samlede lønpakke oversteg dermed 40 mio. kr.
I alt løb lønudgifterne til den øverste ledelse i Novo Nordisk sidste år op i 178 mio. kr.