MedWatch

Orifarm-chef: Trumps idé er en gamechanger for os – hvis den bliver til noget

Orifarm ser en gylden forretningsmulighed, hvis Trumps forslag om at tillade parallelimport af lægemidler i USA bliver realiseret. Det er dog højest usandsynligt, mener parallelimportøren selv.

Erik Sandberg, adm. direktør i Orifarm, ser muligheder i parallelimport af lægemidler til det amerkanske marked. Men sandsynligheden for at mulighederne opstår, er ikke stor, lyder det. | Foto: PR /Orifarm

Den globale medicinalindustris pengemaskine nummer et, det nordamerikanske marked, kan være næste skridt for danske parallelimportører af lægemidler.

Med præsident Trumps seneste udmeldinger om at åbne for import af lægemidler fra Canada og andre lande, hvor lægemidler generelt er billigere, end de er i USA, er der i hvert fald lagt op til potentielt nye milliardindtægter for parallelimportører verden over – herunder Danmark, hvor blandt andre Orifarm, Europas største parallelimportselskab, holder til.

"Det er klart, at det som parallelimportør vil være en super interessant forretningsmæssig mulighed at kunne levere til verdens største medicinalmarked. Det vil jo være en regulær gamechanger," siger Erik Sandberg, adm. direktør i Orifarm, til MedWatch.

Som parallelimportør vil det være en super interessant forretningsmæssig mulighed at kunne levere til verdens største medicinalmarked - en regulær game changer.

Erik Sandberg, adm. direktør i Orifarm

Parallelimportselskabet fra Odense er med en omsætning på godt 6 mia. kroner om året og flere end 4000 lægemidler i kataloget Europas suverænt største. Men ambitionerne rækker videre, og USA vil være det ultimative.

"Vi følger altid nye forretningsmuligheder tæt. Et scenarie, der hedder åbning for parallelimport til Nordamerika, er selvfølgelig noget, vi kigger ind på som noget super attraktivt," siger Erik Sandberg.

Medicinallobbyer ser rødt

De amerikanske sundhedsudgifter er ligesom de europæiske sat under pres af høje medicinpriser. Handelshuse, der specialiserer sig i parallelimport, har været kendt i Europa i tre-fire årtier, men parallelimport har hidtil været forbudt i Canada og i USA.

Den amerikanske præsidents planer om at tillade import at lægemidler udefra går indtil videre under navnet Safe Importation Action Plan og blev annonceret af sundhedsminister Alex Azar under et interview tirsdag sidste uge.

Hurtig efter vakte udspillet furore og kritisk debat fra flere kanter. Lobbyisterne i den amerikanske lægemiddelindustris brancheforening, Phrma, er ikke overraskende på barrikaderne med alle mand. Som altid ser den forskende medicinalindustri rødt, når parallelimport bliver bragt op.

"Patientsikkerheden er i fare," lød det.

For canadiske standarder for godkendelse af medicin er ikke tilnærmelsesvis så omhyggelige som de amerikanske, advarer lobbyisterne, der selvsagt også frygter for deres eget forretningsgrundlag, såfremt amerikanerne får lov at købe deres medicin fra parallelimportfirmaer også.

Parallelimport ses som et angreb, der kan underminere priserne på verdens mest lukrative medicinmarked.

Også den canadiske lægemiddelindustris brancheforening, Innovative Medicines Canada, råber vagt i gevær, for hvis Trumps planer bliver til virkelighed, går man på kompromis med forsyningssikkerheden med risiko for medicinmangel til følge, lød det forleden.

Hos danske Orifarm slår man da også koldt vand i blodet. Præsidentens forslag er stadig fugle på taget, og der er langt vej igen, før planerne eventuelt kan føres ud i livet, lyder analysen.

"Som i alt andet er der heller ikke her no such thing as a free lunch. Sandsynligheden for, at Trump får held med sine ideer, er i min optik meget ringe," siger Erik Sandberg.

Det skyldes ikke mindst, at originalindustrien i USA er magtfuld, og at den vil gøre voldsomt modstand og lave en kraftig lobbyindsats for at stikke en kæp i hjulet for Trumps ambitioner om at få billigere medicin.

"Hvis præsidenten synes, han har svært ved at komme igennem med våbenlovgivning på grund af en stærk våbenlobby, så vil han her opleve at få endnu mere kamp til stregen. Den amerikanske medicinalbranche er en ekstremt stærk lobbyorganisation, og den vil sætte alle sejl ind på at få sat en stopper for Trumps ideer," vurderer Erik Sandberg.

Brancheforening: Forskel på EU og USA

Hos Foreningen for Parallelimportører af Medicin, FPM, har man også noteret sig bevægelserne på den anden side af Atlanten, hvor Trump-administrationen ifølge Reuters er så langt i arbejdet med et udspil til en ny sundhedsplan, at den vil blive lanceret allerede til september.

"Helt generelt er det selvfølgelig altid interessant, såfremt nye markeder åbner sig for parallelimport og får øjnene op for besparelserne," siger Helle Sandager, direktør i FPM, der udover Orifarm repræsenterer børsaktuelle Abacus Medicine og parallelimportfirmaet 2care4. Tilsammen står de for omkring tre fjerdele af det danske parallelimportmarked.

Parallelimport til USA kan dog ikke sidestilles med den parallelimport, som foregår inden for EU's indre marked, pointerer branchedirektøren.

Der er i USA en helt anden regulering, og det vil derfor kræve ændringer i USA's lægemiddellovgivning og immaterialretslovgivning, hvis præsidentens forslag skal kunne gennemføres, siger hun.

Helt generelt er det selvfølgelig altid interessant, såfremt nye markeder åbner sig for parallelimport og får øjnene op for besparelserne.

Helle Sandager, direktør i Foreningen for Parallelimportører af Medicin

I Europa findes det europæiske lægemiddelagentur, EMA, som regulerer, kontrollerer og sikrer ens standarder i de europæiske medlemsstater. De medicinprodukter, som er godkendt af EMA til produktion og distribution i Europa, er ikke nødvendigvis godkendt af det amerikanske lægemiddelagentur, FDA.

Hvordan vil man håndtere den problemstilling?

"Jeg vil antage, at Trumps udmelding i høj grad skal ses i lyset af det forestående valg i USA. Da der samtidig er tale om to helt forskellige systemer – også lovgivningsmæssigt – og at der tilsyneladende i første omgang er fokus på Canada, vil jeg tro, at vores medlemsvirksomheder nok lige vil se situationen an, inden de konkret forholder sig til muligheden," siger Helle Sandager.

"Også for at vurdere realiteten i Trumps udmelding," tilføjer hun med henvisning til den amerikanske præsidents ofte noget flyvske måde at kommunikere sine budskaber på.

Transport over Atlanten er en udfordring

Og hun har tilsyneladende ret. For hos både 2care4 og Abacus Medicine, lyder det samstemmende, at forslaget om parallelimport til USA endnu er for præmaturt til for alvor at tage forretningsmæssig stilling til.

"Det er jo altid er interessant, at andre markeder får øjnene op for de samfundsmæssige besparelser ved parallel import af medicin. Vi følger udviklingen, men det er dog for tidligt til, at vi konkret forholder os til muligheden," siger Ulrik Ernst Rasmussen, adm. direktør i 2care4, til MedWatch.

"Billedet er endnu for uklart til, at vi kan vurdere konsekvenser og eventuelle muligheder af Trumps udmelding," lyder det fra Ole Lindhardt, kommunikationschef i Abacus Medicine.

Hos Orifarm peger man også på vanskelighederne ved at transportere medicin over Atlanten som en barriere for parallelimport til USA.

"Mange af de parallelimporterede produkter, som der er interesse i, er højprisprodukter indenfor primært kræft, og det er køleprodukter, det vil sige, at hele deres transportregime skal opbevares på køl - hvordan vil man løse den udfordring," spørger Erik Sandberg retorisk.

Desuden vil man også i Europa få problematikken med risiko for medicinmangel at føle, såfremt Trump får magt, som han har agt.

"Hvis import af medicin bliver givet frit, vil vi så risikere en forsyningsrisiko i Europa? Den debat, tror jeg godt, vi kan være forberedt på, vil komme op. Om den er reel eller ej, kan være svært at gisne om, men bekymringer omkring forsyningssikkerhed på lægemiddelområdet, vil givetvis blive diskuteret," vurderer Erik Sandberg.

Det danske parallelimportselskab Paranova, der sidder på godt 25 pct. af markedet, har ikke ønsket at stille op til interview.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier