MedWatch

Saniona henter 8 mio mindre end ventet i emission: "Et ekstraordinært sommertilbud"

Sanionas tidligere varslede aktieemission gav kun 85 pct. af det maksimale beløb, der var blevet stillet i udsigt. Finansdirektør Thomas Feldthus forventer fortsat, at kunne køre to programmer i fase 3 med kapitaltilførslen, som han ikke regner med at gentage i fremtiden.

Foto: Saniona/PR

I slutningen af maj annoncerede det dansk-baserede, men svensk-noterede biotekselskab Saniona, at man ville foretage en aktieemission, som kunne give 78 mio. svenske kroner i kassen.

Fredag i sidste uge gennemførte man den emission, men aktiesalget har kun givet 66,5 mio. SEK, eller cirka 47 mio. kr., da der blev tegnet aktier svarende til cirka 85 pct. af udbuddet.

Alligevel er Sanionas finansdirektør, Thomas Feldthus, ganske godt tilfreds med kapitalrejsningsrunden.

"Der har jo ikke været nogen fortegning overhovedet. Så jeg synes, det er et meget godt resultat," siger han til MedWatch.

Så din oplevelse er ikke, at der har været manglende interesse?

"Nej, sådan ser jeg ikke på det. Vi tager de 85 pct., og dem er vi glade for, og der er en masse aktionærer, der er kommet ind billigt," tilføjer finansdirektøren.

På forhånd havde det unge svenske investeringsselskab Modelio Equity og dets adm. direktør, Oliver Molse, forpligtet sig til at dække 85 pct. af aktieudbuddet fra Saniona, men de endte med blot at skulle dække 0,8 pct. af emissionen.

"Det synes jeg er positivt. For deres forretningsmodel er jo ikke baseret på at eje aktier i de finansieringsrunder, de garanterer," siger Thomas Feldthus.

Kan tage to projekter i fase 3

Selvom bruttogevinsten fra finansieringsrunden ligger godt 8 mio. kr. lavere, end hvad der makismalt var blevet stillet i udsigt, så ændrer det ikke drastisk på, hvad biotekselskabet forventer at kunne gøre med pengene.

"Vi får en væsentligt forbedret finansiel position, og vi kan gennemføre mange af de ting, vi gerne vil. Så er den ikke længere. Om vi får de 15 pct. mere eller mindre er sådan set ikke så vigtigt," understreger Thomas Feldthus.

Om vi får de 15 pct. mere eller mindre er sådan set ikke så vigtigt.

Thomas Feldthus, finansdirektør for Saniona.

Pengene skal blandt andet sikre, at Saniona kan tage sit hovedaktiv, lægemiddelkandidaten tesomet, ind i den afgørende kliniske testfase i to forskellige indikationer.

Tesomet består af stoffet tesofensin, der hæmmer hjernens genoptag af en række signalstoffer, og stoffet metoprolol - en såkaldt betablokker, der er med til at sænke pulsen og blodtrykket.

Kandidaten udvikles primært til behandling af to sjældne spiseforstyrrelser kaldet Prader Willi-syndrom og hypotalamisk fedme, som begge fører til livsfarlig tvangsoverspisning.

Saniona er i gang med et fase 2-studie i Prader Willi-syndrom, som man forventer data fra henover sommeren, og et mindre fase 2-studie i hypotalamisk fedme på Rigshospitalet i København, som skal kaste data af sig i første kvartal 2020.

I begge tilfælde vil man umiddelbart efter starte samtaler med lægemiddelmyndighederne i EU og USA om udformningen af større fase 2b/3-studier, der muligvis kan bruges til at sikre godkendelser af lægemidlet i de to indikationer.

"Det er to nøgleresultater, som vi investerer i her. Vi flytter også lidt nogle af vores andre programmer, men det her en nøgleting, der kommer ud af den her finansieringsrunde, som vi ser det," siger finansdirektøren.

En mulig bonus

Saniona har planer om selv at tage tesomet frem til markedet i Europa og USA.

Samtidig er selskabets mexicanske partner, Medix, i fuld gang med at gennemføre et fase 3-studie med tesofensin til behandling af fedme i hjemlandet.

Går alt vel her, kan Saniona inden længe se sit første lægemiddel blive lanceret og begynde at tjene salgsprocenter fra det.

"Så kommer der en bonus, fordi vi forventer - eller håber på i hvert fald - at Medix i den her periode vil få godkendt tesofensin og være klar til at lancere det i Mexico," siger Thomas Feldthus.

Mexico er et af de helt store markeder for medicinsk behandling af fedme, da det mellemamerikanske land relativt set er et af de lande i verden med flest overvægtige og svært overvægtige personer.

Samtidig er det referenceland for godkendelsesmyndigheder i en række andre latinamerikanske lande, herunder Argentina, hvor Medix også har rettigheder til at lancere fedmebehandlingen i fremtiden.

En trykket aktie

I den nye finansieringsrunde, som skal støtte Saniona frem til disse fremtidige "kurstriggere", har man solgt aktier til en stykpris på 18 SEK.

Aktien kostede 25,64 SEK dagen inden, man annoncerede aktieudbuddet, og fredag i sidste uge, da det blev gennemført, var kursen faldet til 18,90 SEK. Det er ganske normalt at se en aktie falde ned mod udbudsprisen i forbindelse med emissioner, men det betyder også, at Saniona-aktien nu er på laveste niveau siden foråret 2016.

Dermed er selskabet med en aktuel markedsværdi på godt en halv milliard svenske kroner markant undervurderet ifølge de analytikere, som følger selskabet. Tre analytikerhold er kommet med opdaterede analyser af selskabet i løbet af 2019, og de har alle kursmål for aktien, som ligger markant højere end den nuværende værdi.

Hos Nordea ser man en kurs på 44-52 SEK baseret på den såkaldte DCF-model (discounted cash flow), hvor man ser på den aktuelle værdi af et selskab baseret på forventningerne om, hvor mange penge selskabet vil generere i fremtiden.

Det baserer den nordiske storbanks analytikere, Jesper Ilsøe og Michael Novod, dog kun på potentialet for tesofensin og tesomet i de to fremmeste indikationer, og man skeler altså overhovedet ikke til selskabets andre pipelineprojekter i den analyse.

Hos svenske Jarl Securities/Carlsquare mener man, at Saniona-aktien skal koste 61 SEK i sit base case-scenarie. Mens bull-scenariet hedder 93 SEK og bear-scenariet hedder 32 SEK. Og hos den ligeledes svenske investeringsbank Redeye peger en dugfrisk analyse efter kapitalrejnsingen på, at Saniona-aktien bør koste 93 SEK.

Det er vel at mærke base case-scenariet, og her har man så godt som helgarderet sig med et bull-scenarie på 155 SEK og et bear-scenarie på 15 SEK.

Redeyes analytiker, Anders Hedlund, glæder sig ligefrem over, at det nye aktieudbud kun nåede op på 85 pct.

"Emissionen var ikke for stor, hvilket var godt på baggrund af den trykkede aktiepris, og der var dermed begrænset udvanding," påpeger han.

Jeg vil helst ikke lave sådan noget her en gang til. Det var et ekstraordinært sommertilbud."

Thomas Feldthus, finansdirektør for Saniona.

Et ekstraordinært sommertilbud

Anders Hedlund forventer, at Saniona med den nye kapitalrejsning vil have sikret driften frem til starten af 2020.

Ifølge Thomas Feldthus vil man i hvert fald kunne klare sig frem til det tidspunkt, men han vil ikke komme nærmere ind på, hvor langt pengene rækker.

"Vi regner med, at vi kommer til at levere under going concern. Det vil sige, vi regner hele tiden med, at vi har til 12 måneder. Men vi oplyser ikke yderligere," siger han.

Redeye-analytikeren har trods sin store tro på Saniona nogle bekymringer omkring finansieringssituationen, "som snart vil komme i søgelyset igen, hvis ikke-udvandende finansieringsmuligheder ikke materialiserer sig."

En af bevæggrundene for aktiesalget var ifølge Saniona at gøre sig uafhængig af en låneaftale, man indgik med schweiziske Nice & Green i december 2017. Her har man siden kunnet trække på månedlige trancher af 6 mio. SEK, men selskabet har altså ønsket en anden løsning.

Thomas Feldthus påpeger dog, at låneaftalen stadig står ved magt, og at biotekselskabet fortsat har mulighed for at låne 72 mio. SEK.

"Den er rar at have. Det er ikke nødvendigvis noget, man ønsker at bruge, og vi har ikke tænkt os at bruge den foreløbig," siger han og påpeger samtidig om den netop overståede aktieemission:

"Og jeg vil helst ikke lave sådan noget her en gang til. Det var et ekstraordinært sommertilbud."

Ny kapitalrejsning skal sende Saniona i fase 3 med to programmer

Saniona vil hente frisk kapital gennem nyt aktieudbud

Saniona indleder nyt fase 2-studie mod sjælden sygdom

Sanionas fedmemiddel rammer målet i afgørende studie - ansøgning på vej

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier