MedWatch

Celleterapi mod diabetes klar til fase 1 efter gode prækliniske resultater

Biotekselskabet Semma Therapeutics har fået positive prækliniske data med sin celleterapi mod diabetes og starter derfor fase 1-studier næste år.

Foto: Martin Lehmann/Ritzau Scanpix/

Et biotekselskab med et erklæret mål om at udvikle en celleterapi, der kan kurere type 1-diabetes, har landet gode prækliniske resultater og er derfor klar til at afprøve sin celleterapi på mennesker.

Semma Therapeutics fra Boston har i prækliniske studier vist, at deres celleterapi opfører sig som forventet og kraftigt reducerede diabetiske dyrs behov for insulin.

Det betyder, at selskabet nu vil starte to fase 1-forsøg op i 2020.

"Over de seneste 100 år har der kun været gradvise fremskridt i behandlingen af type 1-diabetes med insulin," skriver Bastiano Sanna, der er adm. dirketør i Semma Therapeutics, i en pressemeddelelse.

"Vi er begejstrede over at kunne dele vores betydelige fremskridt i to førende programmer, som bringer os et skridt nærmere en effektiv, kurerende behandling for mennesker med type 1-diabetes," skriver han videre.

Semma Therapeutics' celleterapi består af insulinproducerende betaceller, som dem, der findes i bugspytkirtlen. Hos patienter med type 1-diabetes har immunforsvaret ødelagt bugspytkirtlens betaceller, som derfor ikke kan producere insulin. Semmas betaceller skal erstatte de ødelagte betaceller og genoprette kroppens evne til at producere insulin.

Udfordringen er så at forhindre immunforsvaret i at ødelægge de nye betaceller. Selskabet afprøver derfor både celleterapien med immundæmpende midler, som skal holde immunforsvaret væk, og uden immundæmpende midler, hvor betacellerne i stedet er indkapslet i en beskyttende hinde, som Semma Therapeutics har udviklet.

Semma Therapeutics konkurrerer med Novo Nordisk og et andet Boston-selskab, Sigilon Therapeutics, der begge arbejder på lignende celleterapier.

Celleterapiselskab med fokus på diabetes ansætter Novartis-veteran som topchef 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier