MedWatch

Abbvie mister 73 milliarder kr. i markedsværdi efter Allergan-bud

Investorerne i Abbvie bifalder ikke ligefrem beslutningen om at købe det irske medicinalfirma Allergan for 415 mia. kr.

Abbvies investorer sender aktien ned efter selskabets megabud på Allergan. Foto: Brendan McDermid/Reuters

Abbvie stod tirsdag for hvad der kan blive det syvendestørste opkøb i medicinalbranchen nogensinde, da selskabet tilbød 415 mia. kr. (63 mia. dollar) for Allergan, og det falder ikke umiddelbart i investorernes smag.

Tirsdag eftermiddag dykker Abbvies aktie således 9,7 pct. til kurs 70,8 på børsen i New York, svarende til et fald i markedsværdi på 73 mia. kr. (11,2 mia. dollar).

Det har typisk været reaktionen, når så store opkøb bliver fremlagt, at den købende part, som nødvendigvis påtager sig massiv gæld, falder på børsen.

Det skete også for Takeda, da selskabet annoncerede sit opkøb af Shire sidste år, og for Bristol-Myers Squibb, da selskabet offentliggjorde sit bud på Celgene i år.

Allergans aktie stiger omvendt 31 pct. til 169 dollar pr. aktie, hvilket er en smule under købsprisen, der lyder på 120,3 dollar pr. aktie plus 0,866 Abbvie-aktier, hvilket i skrivende stund giver en værdi på i alt 181,6 dollar pr. aktie. Det kan eventuelt afspejle, at der er usikkerhed om, hvor langt Abbvie-aktien vil falde, og om aktionærerne vil godkende opkøbet.

Derfor er Abbvie klar til at betale 415 milliarder for Allergan

Se listen: Abbvies køb af Allergan er branchens syvendestørste handel

Officielt: Abbvie vil købe Allergan for 415 milliarder kr.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier