MedWatch

Analytiker: Novos nye blødermiddel Esperoct kan nå milliardomsætning

Novo Nordisks nyligt godkendte blødermiddel Esperoct bliver ikke en af selskabets helt store sællerter, men bør nå en milliardomsætning, vurderer Sydbanks aktieanalytiker Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk fik torsdag aften godkendt blødermidlet Esperoct til salg i Europa.

Den europæiske markedsføringstilladelse til Novo Nordisks langtidsvirkende blødermedicin Esperoct til behandling af voksne og unge med lidelsen hæmofili A er godt nyt, men får næppe større kurseffekt, vurderer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

Han peger på, at midlet i forvejen var anbefalet godkendt af en komité under de europæiske sundhedsmyndigheder, og at markedsføringstilladelsen derfor ikke kommer som nogen større overraskelse.

Salgsmæssigt er der i Novo-sammenhæng heller ikke tale om en af de helt store sællerter, omend Esperoct bør kunne levere en milliardomsætning, mener Søren Løntoft Hansen.

"Jeg venter et topsalg globalt på 2,6 mia. kr.," skriver han.

Dermed kan midlet ifølge Søren Løntoft Hansen medvirke til at tage lidt af konkurrencepresset på Novos biofarmaforretning fra Roches blødermiddel Hemlibra, der har gjort stort indhug i salget af Novo-midlet Novoseven. I sig selv vil Esperoct dog næppe vende udviklingen i biofarma, vurderer Sydbank-analytikeren.

Novo Nordisk indleverede i februar 2018 ansøgning om markedsføringstilladelse af N8-GP, som sidenhen har fået navnet Esperoct, i både USA og EU.

I februar i år kom der først grønt lys fra FDA i USA, og i april fik midlet en positiv anbefaling fra de europæiske sundhedsmyndigheder, så godkendelsen var ventet.

I USA kan lanceringen af midlet dog tidligst ske i 2020, da Novo Nordisk har indgået nogle aftaler omkring ophavsretten, som afskærer medicinalselskabet fra en tidligere lancering på det amerikanske marked.

EU-Kommissionen siger god for Novos nye blødermiddel

FDA godkender lægemiddel fra Novo Nordisk mod blødersygdom 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier