MedWatch

Sydbank: Tevas Victoza-kopi udskydes i et halvt år

Mandagens godkendelse af Novo Nordisks Victoza til børn betyder samtidig, at en planlagt biosimilær fra Teva udskydes seks måneder.

Foto: /Ritzau Scanpix/Søren Bidstrup/

Novo Nordisk får et ekstra halvt år på markedet i USA uden kopikonkurrence fra israelske Teva Pharmaceuticals til sin storsælgende GLP-1-analog Victoza.

Det står klart, efter at den amerikanske lægemiddelstyrelse mandag gav Novo lov til at markedsføre Victoza over for børn med type 2-diabetes i alderen ned til ti år, konstaterer Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

Novo indgik i marts et forlig med Teva, der indebærer, at Teva kan lancere en generisk version (kopiversion) af Victoza fra den 22. december 2023 - en dato, der dog udskydes seks måneder, i forbindelse med, at Victoza er blevet godkendt til behandling af børn og unge.

"Det mest positive er udskydelsen af Tevas kopi til engang i 2024, da lanceringen af kopien formentlig vil føre en form for priskonkurrence med sig," siger Søren Løntoft Hansen.

Novo får desuden udvidet patientpopulationen, men næppe i en grad så det for alvor vil kunne ses i salgstallene, vurderer Sydbank-analytikeren, der heller ikke ser godkendelsen påvirke kursudviklingen på Novo-aktien tirsdag.

I en pressemeddelelse fra de amerikanske sundhedsmyndigheder vurderes det, at 5000 unge hvert år får konstateret type 2-diabetes.

Victoza, som er en injicerbar GLP-1-analog, er den første godkendte behandling af et ikke-insulin-præparat til type 2-diabetes hos børn hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, siden Metformin fik det blå stempel i 2000.

Aktien i Novo Nordisk lukkede mandag stort set uændret i 340,55 kr.

FDA siger god for Novos Victoza som behandling til børn

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier