MedWatch

Sydbank-analytiker spår aktieoptur for Bavarian Nordic

Blandt andet en potentiel amerikansk godkendelse og tildelingen af en Priority Review Voucher får senioranalytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen til at tro på en stigende aktiekurs for biotekselskabet Bavarian Nordic, der onsdag fremlagde regnskab for årets første tre måneder.

Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen anlægger et optimistisk syn på aktien i biotekselskabet Bavarian Nordic, efter selskabet onsdag fremlagde kvartalsrapport. Foto: PR/Sydbank

Bavarian Nordic stiger onsdag efter sit regnskab for første kvartal, og ifølge Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank, er der på sigt grund til at tro på yderligere stigninger til biotekselskabets aktie.

Oven på regnskabet, som både viste en højere omsætning og driftsindtjening (EBIT), end hvad Sydbank-analytikeren havde estimeret, fastholder Søren Løntoft Hansen således sin købsanbefaling af Bavarian Nordic-aktien.

"Bavarian gentager i kvartalsregnskabet både 2019-prognosen og forventningerne til nyhedsflowet igennem 2019, hvilket vi anser som positivt," skriver Søren Løntoft Hansen i en analyse

Han vurderer, at der er et "væsentligt potentiale" i forhold til den nuværende kurs for Bavarian Nordic-aktien, som onsdag eftermiddag handles i 153,50 kr. efter en stigning på godt 10 pct.

En af årsagerne til analytikerens optimistiske syn på biotekaktien er udsigten til en række nyheder i specielt anden halvdel af 2019, som kan gå hen og blive katalysatorer for kursstigninger.

"Blandt pipeline-nyhederne i 2019 er en potentiel godkendelse af Imvamune (flydende-frosne version) i USA og tildelingen af en Priority Review Voucher. Hertil kommer afklaring om det videre udviklingsprogram for RSV-vaccinen - herunder mulighed for annonceringen af et partnerskab," skriver Søren Løntoft Hansen.

"Endelig kommer der data for studier med Brachyury i chordoma og CV 301 i blærecancer i 2019," fortsætter analytikeren.

I første kvartal i år havde Bavarian Nordic en omsætning på 126,8 mio. kr., hvor Sydbank-analytikeren til sammenligning havde ventet en omsætning på 83 mio. kr.

Driftsresultatet (EBIT) sluttede i kvartalet på minus 104 mio. kr., men det var stadig bedre end det underskud på 133 mio. kr., som Søren Løntoft Hansen havde regnet med.

For helåret venter Bavarian Nordic fortsat en omsætning på 600 mio. kr. og et driftstab på 360 mio. kr.

Bavarian-direktør: Som investor bør man være begejstret for RSV-kandidat

Bavarian investerer heftigt i fremtiden

Bavarian Nordic vil starte fase 3-forsøg med eller uden en partner

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier