MedWatch

Veloxis fordobler omsætningen og fastholder sine forventninger

Medicinalselskabet Veloxis nyder godt af en indikationsudvidelse til sit transplantationsmiddel Envarsus, som er med til skubbe selskabet frem til næsten en fordobling af omsætningen i årets første kvartal.

Foto: Colourbox

Salget af Veloxis' transplationationsmiddel Envarsus har taget sig et gevaldigt løft i årets første kvartal - i sådan en grad, at omsætningen næsten bliver fordoblet og at flere røde tal bliver grønne i stedet.

Det fremgår af mandagens kvartalsregnskab for første kvartal.

Her fremgår det, at omsætningen lander på 14,2 mio. dollar mod 7,2 mio. dollar i samme kvartal sidste år. Og ifølge adm. direktør Craig Collard er der en særlig grund til en stor del af omsætningensløftet.

"Veloxis starter fantastisk ud i 2019 med et salg af Envarsus, som accelerer gennem første kvartal. Vi ser en større interesse fra transplanations-communityet som i stor grad er drevet af godkendelse i de novo-indikationen i december 2018," lyder det fra ham i regnskabsmeddelelsen.

Envarsus er et middel som skal forhindre organafstødning i forbindelse med nyretransplanationer, men i USA har det indtil nu kun kunnet bruges til at behandle patienter, som allerede havde været på en anden type transplantationsmedicin og af den ene eller den anden grund ikke har haft gavn af den. De novo-indikationen betyder, at Envarsus også kan bruges som førstelinjebehandling til de nye transplantationspatienter. I USA er der omkring 16.000 personer, som får en ny nyre hvert år.

Mens størstedelen af omsætningen foregår i USA - mere end 12 mio. dollar af salget kommer fra det amerikanske marked - så er den største vækst sket i Europa, hvor partneren Chiesi har indkøbt mere Envarsus.

På grund af den store omsætningsvækst betyder det også, at Veloxis formår at vende de tidligere minusser foran driftsresultatet og bundlinjen til plusser. Således er driften positiv med en halv mio. dollar mod et negativt driftsresultat på mere end 3 mio. dollar sidste år, og overskuddet tikker med et plus på 100.000 lige akkurat om på den grønne side af tallene.

På baggrund af den positive begyndelse fastholder Veloxis også forventningerne til 2019 om en omsætning i intervallet 58 til 68 mio. dollar, samt et driftsresultat justeret for aktiekompensation i intervallet 4 til 10 mio. dollar.

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier