
Den unge, life science-fokuserede investeringsfond Impilo, som har kontor i København og Stockholm, har nu ejerandele i syv nordiske life science-firmaer og er på jagt efter mere.
Det skriver Finans.
Og når den rigtige investeringsmulighed kommer, så står fonden klar til at betale en god pris for den, siger partner Hans-Christian Bødker Jensen.
"Der er ikke noget, der er billigt. Ting er blevet dyrere, men når det er sagt, så er sundhedssektoren en af de sektorer, som har en underliggende vækst og har en vis stabilitet. Hvis vi kommer ind i lidt sværere økonomiske tider, så er det en sektor, der ikke er så volatil. Det er også derfor, at vi føler, at vi for de gode selskaber kan betale en høj pris," siger han til Finans.
Selskabet har opbygget sin portefølje af virksomheder på blot to år, og tjener især godt på sin ejerandel i medicoselskabet Ferrosan Medical Devices.
I øjeblikket er fonden især på udkig efter muligheder inden for fertilitetsområdet, som Hans-Christian Bødker Jensen karakteriserer som "super interessant."
Det er et område, som i forvejen har en højborg i Danmark, da medicinalselskabet Ferrings danske forskningscenter har fertilitetsmidler som topprioritet.
Dansk guldfugl trumfer rekordår på stribe: Tjener penge som aldrig før