MedWatch

Sydbank ser Ambu-aktien outperforme en smule efter nyt fra FDA

Det er gode nyheder for Ambu, at FDA i en ny undersøgelse af genanvendelige duodenoskoper har konstateret en hyppigere forekomst af bakterier end ventet, mener Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen.

Foto: Sydbank/PR

Nye foreløbige resultater en undersøgelse af genanvendelige duodenoskoper, som de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har sat gang i, kan være med til at løfte aktien i det danske medicoselskab Ambu mandag morgen.

Sådan lyder det fra Søren Løntoft Hansen, der er aktieanalytiker hos Sydbank, efter at FDA offentliggjorde nye foreløbige resultater fra undersøgelsen fredag efter dansk børslukketid.

"Det er nogle af de samme konklusioner som tidligere, om end der denne gang er nogle andele, som er lidt mere bekymrende end sidst. Det er det, der skal hjælpe aktien lidt på vej i dag, og jeg tror, at vi vil se en Ambu-aktie, der outperformer lidt i forhold til det generelle marked," siger han.

Han henviser til, at FDA fredag oplyste, at de foreløbige resultater indikerer, at smittefaren for de genanvendelige duodenoskoper, som bruges til at diagnosticere og behandle problemer i leveren, bugspytkirtlen og galdeblæren, er højere, end sundhedsmyndighederne i første omgang havde forventet - og også højere end tidligere rapporteret.

Lige nu findes der kun genanvendelige duodenoskoper, men det danske medicoselskab Ambu går efter at være blandt de første selskaber, der kan tilbyde et skop, der kan bruges én gang og efterfølgende smides ud. Dermed skal der ikke bruges tid på at rense og rengøre produkterne.

Vand på Ambus mølle

Og de løbende meldinger fra FDA om undersøgelsen af konkurrenternes duodenoskoper har indtil nu lovet godt for engangsmarkedet, som Ambu vil være med til at sætte i gang.

"FDA-rapporten bekræfter min forventning om, at markedet inden for netop duodenumendoskopi vil transformeres mod engangsbrug. De her advarsler og rapporter fra FDA er vand på Ambus mølle, kan man sige," siger Søren Løntoft Hansen.

"Tallene er lidt mere dystre, men meddelelsen bekræfter egentligt de tidligere rapporter og understreger, at der enten er brug for nye måder at tænke rengøring på eller nye måder at tænke endoskopiteknologi på. Og der er det oplagt at tænke engangsprodukter," siger han.

Ambu har indtil videre kun lovet, at produktet vil være en del af selskabets samlede produktportefølje, når den nuværende strategiperiode udløber ved udgangen af september 2020.

Konkurrence ikke nødvendigvis en ulempe

Den amerikanske konkurrent Boston Scientific er også i gang med at udvikle et duodenoskop til engangsbrug, og selskabet har tidligere fortalt, at det har planer om at lancere duodenoskopet i løbet af 2019. Og lige netop på markedet for duodenoskoper er det ikke nødvendigvis dårligt nyt, at en konkurrent også sætter gang i lanceringen af engangsprodukter, lyder det fra Sydbank.

"Det kan være noget, som Ambu faktisk kan nyde godt af i det her tilfælde. At der er en større aktør, som bygger markedet med dig. Lige netop inden for duodenumendoskopi forventer jeg, at meget store dele af markedet vil konvertere til engangsbrug, så jeg tror ikke nødvendigvis, at det vil være en ulempe for Ambu at få Boston Scientific ind på markedet," siger Søren Løntoft Hansen.

Duodenoskopet bruges til at diagnosticere og behandle problemer i leveren, bugspytkirtlen og galdeblæren, og på en kapitalmarkedsdag i oktober sidste år fortalte Ambu, at der er omkring 2 mio. af denne type procedurer om året.

Markedet er dermed en hel del mindre end markedet for koloskopi, som Ambus nyeste engangsprodukt er rettet mod. Ifølge selskabet selv gennemføres der årligt 50 mio. koloskopiprocedurer om året.

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier