MedWatch

Novartis bliver hevet i retten i USA for bestikkelse af læger

Det er heftige beskyldninger om kontant bestikkelse af læger, urealistisk dyre middage og betalte besøg på restaurantkæden Hooters med storbarmede servitricer, som den amerikanske stat nu hiver medicinalgiganten Novartis i retten for.

Man kunne foranlediges til at tro, at det schweiziske firma Novartis samlede på bestikkelsessager, når man kigger i den enorme bunke, og nu er der endnu en på vej i USA. Foto: Novartis/ PR

Det lyder som noget fra en gangsterfilm, når man læser hovedanklagerne mod den schweiziske medicinproducent Novartis, som nu skal stå skoleret og forsvare sig mod beskydningerne i en amerikansk retssal. En dommer på Manhattan har afgjort, at den offentlige anklager har fremlagt beviser, som sandsynliggør et "selskabsbredt bestikkelseskomplot", og dommeren afviser samtidig Novartis’ forsøg på at få afvist en del af bevismaterialet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Afgørelsen betyder, at medicinalgiganten kan se frem til en kommende retssag, med mindre selskabet beslutter at indgå forlig uden for domstolen, hvilket dog ikke virker til at være Novartis' intentioner.

"Vi er skuffede over dagens beslutning og ser frem til at fremlægge vores sag i retten. Vi mener fortsat ikke, at de har tilstrækkeligt med beviser til at underbygge anklagerne," skrev Novartis’ talsmand Eric Althoff i en email som svar på afgørelsen.

Middag til over 60.000 kr.

Sagen går tilbage til 2011, hvor en tidligere ansat i Novartis sagsøgte firmaet på statens vegne. I 2013 overtog både den amerikanske stat samt staten New York sagen og beskyldte Novartis for at bestikke læger for at få dem til at udskrive firmaets lægemidler, herunder Lotrel, Valturna og diabetesmidlet Starlix.

Bestikkelsen blev givet ved at udbetale honorarer til læger for at tale ved fup-arrangementer, der skulle have handlet om undervisning, men en læge blev eksempelvis betalt otte gange for at holde tale på sit eget kontor. Novartis skulle også have betalt overdådige middage, hvor tre mennesker for eksempel spiste på den japanske restaurant Nobu i New York for 9.750 dollar (ca. 63.000 kr.) ifølge sagsanlægget, hvoraf det også fremgår, at de offentlige sundhedsprogrammer samtidig fik regninger for mange millioner for lægemidler udskrevet af de læger, som modtog bestikkelse. Anklageren søger nu et beløb, der er tre gange så stort som regningerne i perioden som bøde for falske krav.

Novartis har tidligere indgået forlig i sager med anklager om at bruge ulovlige metoder til at promovere sin medicin. I 2010 betalte selskabet 422 mio. dollar og i 2015 indgik de forlig med et beløb på 390 mio. dollar for at bestikke apoteker. Begge sager var også i USA, og i begge sager afviste Novartis at have gjort noget forkert.

I 2017 betalte det schweiziske medicinalfirma også et trecifret millionbeløb i et bestikkelsesforlig i Sydkorea.

Samme år kom det frem, at selskabet havde betalt 1,2 mio. dollar til Michael Cohen, der var personlig advokat for Donald Trump, i et forsøg på at få adgang til præsidenten. Og sidste år søsatte den græske regering en undersøgelse af anklager mod ti græske politikere, der skulle have modtaget bestikkelse fra Novartis for at understøtte salget af firmaets lægemidler, skriver branchemediet Fiercepharma.

Astrazeneca vil offentliggøre lægebetalinger globalt

Medie: Novartis-skandale kan afgøre græsk valg

Græske politikere skal undersøges i Novartis-sag

Novartis-skandale når den græske regering

Novartis får millionbøde for rejser til læger

Novartis får trecifret millionbøde i sag om bestikkelse

Novartis skal udlevere dokumenter om “fup”-arrangementer

Novartis havner på ny i problemer i Sydkorea

Græske myndigheder ransager Novartis efter beskyldninger om bestikkelse

Novartis får koreanske smæk for bestikkelsessag

Tyrkiske myndigheder: Undersøgelse af Novartis fortsætter

Novartis afviser tyrkiske bestikkelsesanklager

Novartis-direktører anklaget for bestikkelse

 

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier