MedWatch

Analytiker: Endnu et slag mod tilliden til Lundbeck

Efter melding om et forsøg med negativt udfald er tilliden til Lundbecks pipeline og vækstpotentiale udfordret, mener analytiker.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Torsdag måtte Lundbeck melde om et forsøg med et af selskabets midler, som ikke faldt positivt ud. Nyheden er endnu et slag mod tilliden til Lundbecks pipeline og vækstmuligheder, vurderer analysehuset Jefferies.

For selv om der ikke var ventet de store ekstra indtægter fra salget af Brexpiprazol, der i forvejen er på markedet til behandling af depression og af skizofreni, hvis det også var blevet godkendt til den potentielt nye indikation til behandling af maniske episoder hos bipolare patienter, så er det negative udfald bare endnu et i rækken af flere dårlige nyheder fra det danske medicinalselskabs udviklingsafdeling.

"Mens kun mindre stigninger i salget var ventet, hvis succesfuldt, så er det et slag mod stemningen efter en række tilbageslag for pipelinen, og det intensiverer presset for forretningsudvikling, der kan drive tilliden i det næste fase af vækst," skriver analytiker Peter Welford i en kommentar.

"Taget de igangværende usikkerheder og modvind i betragtning er Lundbeck fortsat vores mindst foretrukne biofarma-aktie."

Trods den lave forventning til et potentielt mersalg, så peger Jefferies på, at ledelsen i Lundbeck netop har fremhævet behovet for at få mere ud af sine eksisterende midler, og derfor lægger det øget pres på selskabet for at indgå i aftaler, som kan supplere forskningen og udviklingen i Lundbeck.

Jefferies analytiker Peter Welford fastholder sin anbefaling af aktien i Lundbeck på "hold", mens kursmålet på 275 kr. dog indikerer et mindre negativt potentiale i forhold til lukkekursen torsdag på 283 kr.

Lundbeck og den japanske partner Otsuka Pharmaceutical oplyste torsdag eftermiddag, at der ikke var opnået det forventede primære effektmål i to kliniske fase 3-forsøg med Brexpiprazol til behandling af maniske episoder forbundet med biopolar lidelse.

"Studierne opnåede ikke det primære effektmål med henblik på statistisk separation fra placebo målt ved uge tre på Young-skalaen (YMRS - Young Mania Rating Scale). I begge studier var placeboeffekten substantielt højere end forventet," skriver Lundbeck i meddelelsen.

Lundbeck gør i sin meddelelse opmærksom på, at resultaterne fra de to kliniske fase 3-forsøg ikke har nogen indflydelse på de godkendte indikationer for Brexpiprazol som behandlingsmulighed for mennesker, der lever med depression og skizofreni.

Lundbecks Rexulti fejler i fase 3 mod bipolar lidelse 

Mere fra MedWatch

Coloplasts nye skattedetaljer viser enorme nationale forskelle - Danmark blandt de laveste skatteopkrævere

Mens Coloplast betaler godt 20 pct. i effektiv skattesats herhjemme, lægger medicoselskabet næsten 40 pct. i skatteposen af sit overskud i Frankrig, viser nye detaljerede skatteoplysninger fra virksomheden. Størstedelen af medicoselskabets ansatte arbejder i Ungarn, hvor firmaet også betaler den laveste selskabsskat på bare 15 pct, men produktionen er lagt i landet af en række andre årsager, fortæller Coloplast.

Læs også

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier