MedWatch

Rapport: Insulinomkostninger i USA blev fordoblet på fire år

En ny rapport indikerer, at omkostningerne til insulin i USA i 2016 var blevet dobbelt så høje som i 2012. Forklaringen skal findes i prisstigninger på tværs af produktpaletten, siger forskerne bag analysen.

Foto: /Ritzau Scanpix/Asger Ladefoged

Producenter af insulin, såsom Novo Nordisk, Sanofi og Eli Lilly, står i den grad for skud i forbindelse med den øgede offentlige og politiske bevågenhed på medicinpriserne i USA.

Og nu bliver der muligvis båret mere brænde til det bål af en ny rapport om udviklingen i omkostningerne på insulinområdet.

Nyhedsbureauet Reuters har fået adgang til den nye rapport fra nonprofit-organisationen Health Care Cost Institute (HCCI), som viser, at de årlige omkostninger til insulin for en person med type 1-diabetes i USA var på 5705 dollars (37.500 kr.) i 2016 mod 2864 (18.850 kr.) i 2012 - altså en fordobling på fire år.

Reuters understreger, at der er tale om de samlede omkostninger for patienten selv og dennes sundhedsplan, og at der ikke indregnes rabatter, som gives efterfølgende. Men analysen vil uden tvivl give ny næring til de kritiske røster i landet, som mener, at priserne på særligt ældre insulinpræparater er for høje.

Ifølge HCCI er den markante stigning i insulinomkostningerne drevet af generelt højere priser og i mindre grad af, at patienter skiftes over på nyere og dyrere produkter. Det gennemsnitlige insulinforbrug ser dog ikke ud til at være årsagen, da det kun er steget med 3 pct. mellem de to år.

"Det er ikke som om, folk bruger mere insulin, eller at nye produkter er specielt innovative eller giver enorme fordele. Brugen er relativt flad, og prisændringerne sker for både ældre og nyere produkter. Det overraskede mig. De præcis samme produkter koster det dobbelte," siger HCCI-forsker Jeannie Fuglesten Biniek, der er medforfatter på rapporten, til Reuters.

Washington D.C.-baserede HCCI overvåger forsikringsdata fra omkring 80 mio. mennesker i USA fra den offentlige sundhedsplan Medicare og fra de fire store forsikringsselskaber UnitedHealth, Humana, Kaiser Permanente og CVS-ejede Aetna. Til rapporten har man analyseret data på omkring 15.000 type 1-diabetikere, som havde mindst én recept på et insulinpræparat i løbet af året.

21.000 har delt Bernie Sanders' lussing til Novo: "Grådigheden slår amerikanere ihjel"

Novo Nordisk og Sanofi hæver insulinpriserne i USA trods politisk pres

Amerikanske læger opfordrer til indgreb mod insulinpriser

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier