MedWatch

Teva indgår forlig med Amgen om milliardsælgende nyremiddel

Teva har indgået et forlig med Amgen i en sag om brud på rettighederne til sidstnævntes nyremiddel. Først i 2021 må Teva markedsføre sit kopiprodukt, fastslår aftalen, der tvinger Teva til at stoppe sit nuværende salg og samtidigt koster selskabet et ikke-oplyst pengebeløb.

Teva må ikke sælge sin generiske version af Amgens nyremiddel, Sensipar, før midten af 2021, har partnerne netop aftalt i et forlig, som desuden koster Teva et konfidentielt pengebeløb. | Foto: /ritzau/AP/Tsafrir Abayov

Amgen kan for en stund endnu holde kopigiganten Teva stangen fra det milliardsalg, som nyremidlet Sensipar (cinacalet) - kendt som Mimpara udenfor USA - trofast har leveret til det amerikanske medicinalselskab.

Det står klart, efter at partnerne onsdag har begravet stridsøksen og indgået et forlig om lægemidlet, som Teva igennem en årrække har markedsført en kopiversion af til en langt lavere pris, end den Amgen tager for originalproduktet.

Forliget påbyder Teva – som har danske Kåre Schultz i spidsen – at stoppe med at sælge sin generiske kopiversion af Sensipar indtil midten af 2021 eller tidligere, ”hvis visse forudsætninger er til stede.”

Det oplyser Teva i en pressemeddelelse.

Samtidigt forpligter Teva sig til at betale et ikke nærmere defineret pengebeløb til Amgen.

Sensipar solgte for ca. 9 mia. kr. i 2017 ifølge Amgens seneste årsregnskab fra samme år.

Forliget kommer kun en måned efter, at Teva indgik et lignende af slagsen med det amerikanske medicinalselskab Neos Therapeutics om sidstævnets lægemiddel Cotempla XR-ODT til behandling af ADHD. Først i 2026 må begynde at markedsføre sin kopi af amerikanernes ADHD-medicin, fastlog dén aftale.

Onsdagens aftale med Amgen faldt på plads til trods for, at Amgen tilbage i februar måtte sande, at det ikke lykkedes for selskabet at presse ekstra markedseksklusivitet ud af FDA lægemidlet.

Dermed blev der åbnet op for, at kopister kunne begynde at tage en bid af Sensipars årlige salg på de omtrent 9 mia. kr., når Amgens patent på Sensipar udløb den 8. marts sidste år.

Den mulighed benyttede de indiske firmaer Cipla og Aurobindo Pharma sig straks af og fik på dagen for patentudløbet hver i sær godkendt kopier af produktet.

Sensipar bruges til behandling af patienter, der lider af hyperparathyreoidisme, som er en tilstand, hvor parathyreoideakirtlerne - biskjoldbruskkirtlerne producerer for store mængder PTH. PTH's funktion er at regulere calciumniveauet ("kalkniveauet") i kroppen.

Hvis der udskilles for meget af dette hormon, vil der frigøres calcium fra skelettet - skelettet tappes så at sige for kalk.

Sensipar virker ved at nedsætte calciumniveauet i blodet, hvilket ofte er nødvendigt for patienter med nyresygdomme.

På et telefonmøde med investorer og analytikere i februar sidste år sagde Amgens kommercielle direktør ifølge netmediet Fiercepharma, at kopisters indhug i Sensipar har stor indflydelse på, om selskabet ville lande i den høje eller den lave ende af sine forventninger for 2018.

I Danmark diagnosticeres der omkring 600-700 nye tilfælde per år, hvor midlet markedsføres som Mimpara.

Teva indgår forlig i sag om patentrettigheder  

Amgen starter året med tocifret bundlinjevækst

14 dage efter tabt retssag: FDA godkender to kopier af Amgen-middel

Amgen taber retssag mod FDA og kopister 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier