Novo Nordisk smeder alliance med hollandsk biotekselskab

Novo Nordisk har indgået et samarbejde med hollandske Staten Biotechnology om udviklingen af en mulig behandling af hjerte-kar-sygdom. En købsoption giver danskerne mulighed for senere at overtage den nyslåede partner.

Biotekselskabet Staten Biotechnology har indgået et partnerskab med Novo Nordisk, der yder økonomisk støtte til den videre forskning og udvikling af lægemiddelkandidaten STT-5058.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse mandag morgen.

STT-5058 udvikles som en mulig behandling mod forhøjede mængder af triglycerid i blodet, såkaldt hypertriglyceridæmi, der er en risikofaktor for udvikling af hjerte- og karsygdomme. Hypertriglyceridæmi er i sjældne tilfælde arveligt, men udløses oftest af andre sygdomme - såsom diabetes.

Samlet kan partnerskabet udløse betalinger til Staten Biotechnology på samlet 430 mio. euro, godt 3 mia. kr., i form af blandt andet forskningsfinansiering og milepæle.

"Partnerskabet med Staten Biotechnologi er et vigtigt skridt i vores strategiske sats på at bevæge os ind på området for kardiovaskulære sygdomme," udtaler Marcus Schindler, der har ansvaret for Global Drug Discovery i Novo Nordisk, i meddelelsen.

"Ved at kombinere Statens know-how med STT-5058 og de videnskabelige kvaliteter i selskabets ledelse og stiftere med Novo Nordisks erfaring med at udvikle og kommercialisere lægemidler, er dette et projekt med potentiale til at gøre en ægte forskel for mennesker, der lider af kardiovaskulær sygdom," tilføjer han.

Har sikret sig købsoption

Såfremt udviklingen af STT-5058 forløber som håbet, har den danske medicinalvirksomhed sikret sig en option på at overtage Staten Biotechnology for derigennem at sikre sig de globale rettigheder til lægemidlet.

Hos Staten Biotechnology glæder adm. direktør Hilde Steineger sig over de muligheder, som partnerskabet giver den hollandske virsomhed.

"Dette partnerskab giver ikke alene selskabet adgang til en vidende udviklingspartner men også til en finansieringsstruktur, der giver stiftere, ledelse og investorer mulighed for at accelerere udviklingen af virksomheden," udtaler han i meddelelsen.

STT-5058 er et monoklonalt antistof, som Staten Biotechnology har indlicenseret fra hollandsk-belgiske Argenx, der blandt andet samarbejder med Leo Pharma.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også