MedWatch

Medicinalgigant rykker ind på skoler med ny life science-gymnasielinje

Bristol-Myers Squibb vil styrke unges interesse og forudsætninger for at arbejde i life science-industrien og skyder derfor gang i en branchefokuseret studieretning på to gymnasier.

Fremover kan elever på Nærum Gymnasium og Herlufsholm Kostskole vælge en ny studieretning, som skal forberede dem på en karriere i life science-branchen. Foto: Thomas Busk

Danske life science-virksomheder er blandt de førende på det globale marked for lægemidler og medicinsk udstyr.

Med udgangspunkt i dygtige virksomheder, et stærkt sundhedsvæsen og internationalt førende forskningsmiljøer er life science blevet en central dansk styrkeposition.

Men for at bevare momentum og stå endnu stærkere i konkurrencen er der behov for et vedvarende og øget fokus på at styrke innovation, forskning og entreprenørskab.

Det er holdningen hos medicinalkæmpen Bristol-Myers Squibb, der i et nyt partnerskab med Fonden for Entreprenørskab, Københavns Universitet og Biotech Research & Innovation Centre (BRIC) derfor skyder gang i en særlig sundheds- og naturvidenskabelig gymnasielinje på gymnasier i Nærum og Herlufsholm.

"Da regeringen tidligere på året kom med sin vækstplan for life science, var en af konklusionerne, at Danmark har mulighed for at stå endnu stærkere på life science-området i fremtiden. Men det kræver et dedikeret fokus på at styrke innovationen, og det kræver, at der er bedre adgang til kvalificeret arbejdskraft," siger Anders Thelborg, adm. direktør i Bristol-Myers Squibb Danmark, til MedWatch.

Det handler om, at vi skal motivere de unge, samtidig med at vi styrker deres iværksætterevner.

Anders Thelborg, adm. direktør i Bristol-Myers Squibb Danmark

"Det handler om, at vi skal motivere de unge, samtidig med at vi styrker deres iværksætterevner, så Danmark fortsat kan være en førende nation inden for life science," uddyber han.

"Excellente studerende giver excellente kandidater"

Det amerikanske medicinalselskab betaler for hovedparten af initiativet og stiller danske og internationale eksperter til rådighed som undervisere.

Fonden for Entreprenørskab, Det sundhedsvidenskabelig Fakultet ved Københavns Universitet (KU-SUND) og BRIC vil som samarbejdspartnere være med til at drive projektet og bidrager også med direkte finansiering samt omfattende ikke-økonomisk støtte.

"Alle samarbejdspartnere, inklusive BMS, har forpligtiget sig til at levere undervisning til eleverne, samt data og casemateriale til underviserne. Så det afsætter vi pæne ressourcer til. Desuden prioriterer vi at sikre eleverne nogle spændende oplevelser i BMS-regi og med nogle af vores andre partnere," forklarer Anders Thelborg.

Eleverne på den nye studielinje kommer således til at deltage i en entreprenørskabskonkurrence om et BMS Life Science Grant på 25.000 kr. som præmie til sidst i forløbet, ligesom de vil få besøg af førende bioentreprenører og kommer på studieture til internationale BMS-laboratorier.

Endelig vil der hvert efterår være en eventdag for begge gymnasier, hvor de i de to første år overværer en BMS Life Science Grant-ceremoni på KU-SUND, samt besøger og får oplæg fra Bristol Myers-Squibb, Galecto Biotech, Bavarian Nordic og Fonden for Entreprenørskab.

For KU-SUND er der tale om et samarbejde med et langsigtet mål.

"Ved at engagere os i udviklingen af et life science-elitespor til gymnasierne er det forventningen, at SUND på sigt vil kunne optage studerende med ekstraordinært stærke kompetencer indenfor bioteknologiske discipliner og med viden og erfaring med innovation og entrepreneurskab," siger Hans Henrik Saxilds, prodekan på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

"Excellente studerende giver som regel excellente kandidater," tilføjer han.

En ønskepartner

På Nærum Gymnasium, der sammen med Herlufsholm Kostskole skal huse de nye gymnasielinjer, glæder man sig over initiativet og pengeregnen fra den amerikanske medicinalkæmpe.

"Vi søger altid efter interessante samarbejdspartnere, der kan give vores elever perspektiv på virkeligheden. Bristol-Myers Squibb er på mange måder en ønskepartner: BMS er meget ambitiøse med højt specialiseret faglighed og med en motiverende kobling af science og business," forklarer Niels Højlund Pedersen, der er rektor på Nærum Gymnasium.

Tilgangene på de to gymnasier er forskellige, hvilket skal være med til at sikre det størst mulige spredningspotentiale.

På begge skoler varer forløbet tre år – fra 1.G til 3.G – og temaerne kan spænde vidt fra brugen af lasere, stråling og robotter til potentialet og de etiske dilemmaerne i den nyeste genteknologi.

På Herlufsholm har man oprettet en særlinje med inddragelse af fagene kemi, fysik, matematik, biologi og erhvervsøkonomi, mens der på Nærum Gymnasium primært er fokus på bioteknologi som treårigt A-niveau fag.

Giver kød på fremtidstankerne

Søgningen til den nye linje har været stor, lyder det videre. Nærum Gymnasium har længe slået sig op på at have en stærk videnskabelig profil og leverer traditionelt mange studenter til de naturvidenskabelige uddannelser, der retter sig mod life science.

"Det er en stor kvalitet i projektet, ud over BMS, at have så stærke partnere som SUND, BRIC og Fonden for Entreprenørskab. De koblinger giver kød på fremtidstankerne hos eleverne og er med til at motivere for science og for en professionel fremtid inden for f.eks. life science," vurderer Niels Højlund Pedersen.

Samarbejdspartnerne gør, at underviserne kan planlægge undervisningsforløb, hvor der indgår en stor mængde cases fra forskning og medicinalindustri – cases af høj kvalitet og med relevans, forklarer Niels Højlund Pedersen.

Til eksempel nævner han en life science-dag, som eleverne i november var med til i Mærsk Tårnet ved Panum, hvor netop KU-SUND, BMS og Fonden for Entreprenørskab var arrangørerne bag.

"Her fik eleverne først et foredrag om immunterapi som kræftbehandling, og derefter var eleverne med til uddelingen af legater til studerende ved SUND for innovationsprojekter," siger rektoren og fortæller, at Nærum Gymnasium ligger i et område, hvor medico og life science er en del af dagligdagen.

"Mange forældre er beskæftigede i sektoren, og mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner i vores umiddelbare nærhed har det som deres kerne. Derfor er det helt naturligt for os at koble gymnasiets faglighed og dannelse til virkeligheden," siger Niels Højlund Pedersen.

Life science-spire: "En fantastisk mulighed"

16-årige Amanda Frithjof Bonde er en af de studerende, der har meldt sig på Nærum Gymnasiums nye life science-profillinje.

(artiklen fortsætter efter billedet)

Amanda-Frithjof-Bonde.jpg
"Da jeg hørte om den nye linje, var jeg ikke i tvivl om, at det var den, jeg ville søge ind på," siger Amanda Frithjof Bonde, der går på Nærum Gymnasiums nye life science-fokuserede studieretning. Foto: Thomas Busk

Hun kalder det for ”en fantastisk mulighed” at få lov til at lære af så stort et medicinalselskab som Bristol-Myers Squibb og at træde et skridt tættere på den virkelighed, som hun senere selv håber at blive en del af.

"Det er super-spændende. Jeg har altid interesseret mig for naturvidenskab og biokemi, og da jeg hørte om den nye linje, var jeg ikke i tvivl om, at det var den, jeg ville søge ind på," siger Amanda Frithjof Bonde, der går i 1.W-klassen med det nye life science-fokus.

Da jeg hørte om den nye linje, var jeg ikke i tvivl om, at det var den, jeg ville søge ind på.

Amanda Frithjof Bonde, elev på Nærum Gymnasiums nye life science-profillinje

"Her får man undervisning, som er tæt koblet til virkeligheden – det er ikke bare noget, vi skal læse i en arbejdsbog for så at glemme senere. Det er undervisning, vi rent faktisk kan bruge, og som minder om og forbereder os på det erhvervsliv, vi senere skal ud i," siger Amanda Frithjof Bonde, der godt kan se en fremtid for sig som enten biokemiker eller molekylærbiolog med en erhvervsfaglig overbygning i et selskab som netop BMS.

Og her vil hun formodentlig være velkommen. Anders Thelborg fra BMS er i hvert ikke bleg for at indrømme, at der også ligger fremtidige rekrutteringsmuligheder bag det nye initiativ.

"Det overordnede formål er at styrke dansk life science, så vi kan beholde vores position som et af de førende lande inden for dette felt. Og så er det klart, at det vil gavne både små og store virksomheder, hvis der kommer flere kandidater og talenter, der kan bidrage med ny viden og en stærk værktøjskasse," siger Anders Thelborg.

Fremtidens drivkræfter i dansk erhvervsliv

Hos Fonden for Entreprenørskab glæder man sig også over samarbejdet med medicinalselskabet fra USA.

Bristol-Myers Squibb er er førende på deres felt og kan være med til at løfte barren for samarbejdet mellem gymnasier, universiteter og erhvervslivet, lyder det.

"Gennem investering i uddannelsessektoren investerer de i den danske ungdom og dermed i fremtiden. Det er i tråd med Fonden for Entreprenørskabs arbejde," siger Christian Vintergaard, der er fondens adm. direktør, til MedWatch.

Han betegner det som vigtigt, at der fokuseres på entreprenørskab i ungdomsuddannelserne, og at eleverne få evnerne til at være skabende og innovative.

"For der er blandt dem, vi skal finde fremtidens drivkræfter i dansk erhvervsliv og internationale forskningsmiljøer," siger Christian Vintergaard.

Forløbet på begge skoler gælder for skoleårene 2018/2019, 2019/2020 og 2020/2021. Alle forløb skal publiceres og godkendes, så de kan være frit tilgængelige for andre gymnasier. Det er således håbet, at flere gymnasier på sigt introducerer den nye life science-linje.

Bristol-Myers indgår samarbejde med KU

Bristol-Myers lader milliarderne regne over Danmark

Unge iværksættere får 50.000 kr fra fond og medicinalgigant

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier