MedWatch

Tidligere Novo-topfolk afviser anklager i sag om vildledning af investorer

Lars Rebien Sørensen, Jesper Brandgaard og Jakob Riis afviser anklager om, at de vildledte investorer om den sande tilstand af prispres og stigende rabatter på det amerikanske diabetesmarked. Sagen skal nu for retten i New Jersey.

Amerikanske investorer har sagsøgt Lars Rebien Sørensen (th.), Jesper Brandgaard (midten) og Jakob Riis (tv.) med beskyldning om, at de tre har stukket blår i øjnene på Novo Nordisks aktionærer. Foto: Nils Meilvang/Scanpix

Novo Nordisks tidligere adm. direktør Lars Rebien Sørensen, tidligere markedsføringschef Jakob Riis samt tidligere finansdirektør og afgående biofarmadirektør Jesper Brandgaard har afvist anklagerne i en sag om vildledning af Novo Nordisks investorer.

I et 73 sider langt dokument, som MedWatch er i besiddelse af, afviser Novo-topfolkene systematisk et væld af påstande fra en gruppe amerikanske investorer, som mener, at de tre stak investorerne blår i øjnene om den sande tilstand af USA's diabetesmarked i årene omkring 2015.

De mest fremtrædende anklager går på, at Novo Nordisk trods bedrevidende fortalte investorerne, at selskabet ikke ville blive ramt af prispres i USA i samme grad som konkurrenterne Sanofi og Eli Lilly.

Novo Nordisk har over for MedWatch ikke ønsket at kommentere anklagerne, men i sagsdokumenterne har de tre tidligere topfolks advokater opstillet 28 forsvarsargumenter for, at Novo Nordisk, Lars Rebien Sørensen, Jesper Brandgaard og Jakob Riis skal frifindes.

Det første og primære argument er, at den tidligere Novo-ledelse ikke mener at have sagt, skrevet eller udeladt noget, der var forkert eller vildledende, da det blev fremført.

Forsvarsadvokaterne forsøgte i marts at få en dommer til at smide sagen i skraldespanden på forhånd, men den anmodning blev afvist i august, og sagen er derfor nu på vej i retten i New Jersey.

Anklage: Skjulte sandheden om prispres

Søgsmålet bliver ført af fem statslige, amerikanske pensionskasser og tager udgangspunkt i tiden omkring 2015, hvor Novo Nordisk holdt fast i sine forventninger om vækst i salg og driftsoverskud, mens konkurrenterne nedjusterede på grund af prispres i USA.

Et år senere nedjusterede Novo Nordisk også sine forventninger. Selskabets aktie faldt fra højdepunktet i kurs 410 i august 2015 til kurs 221 i november 2016.

Investorerne mener, at Novo Nordisk over for aktionærerne nedtonede prispressets alvor og skjulte sandheden om, hvorfor selskabet tilsyneladende ikke i første omgang blev ramt på salget i samme grad som konkurrenterne.

Bedre produkter eller større rabatter

Specifikt skriver investorerne, at Novo Nordisk i 2015 begrundede sine salgsforventninger med, at selskabets diabetesprodukter simpelthen var bedre end konkurrenternes.

Det mener investorerne var en løgn.

Sandheden var ifølge investorerne, at Novo Nordisks salg kun blev opretholdt, fordi selskabet på uholdbar vis gav større og større rabatter til de amerikanske indkøbsorganisationer, som til gengæld fik amerikanske sundhedsforsikringer til at benytte Novo Nordisks produkter.

"Til trods for Novos urigtige udsagn om det modsatte var Novo i præcis den samme båd som sine konkurrenter og kunne ikke fastholde sin salgs- og markedsvækst, som selskabet ellers hævdede over for investorer," skriver investorerne.

Fremhæver udtalelser

Som et af flere eksempler på den påståede vildledning fremhæver investorerne en udtalelse fra Jakob Riis i forbindelse med Novo Nordisks kapitalmarkedsdag i november 2015, hvor en analytiker spurgte, hvordan Novo Nordisk kunne være optimistisk om prispresset på det amerikanske marked, når konkurrenterne var pessimistiske.

"Sanofi og Novo Nordisks tilfælde er ret forskellige (...) Vi kommer nu med et næstegenerationsprodukt, Tresiba, som vi er stærkt overbeviste om er et overlegent produkt," svarede Jakob Riis ifølge søgsmålets dokumenter.

Ifølge søgsmålet havde tyske myndigheder få måneder inden udtalelsen afvist, at Novo Nordisk kunne få en højere pris for Tresiba end konkurrenterne, fordi Tresiba ifølge myndighederne "ingen yderligere fordele" havde sammenlignet med konkurrenterne.

Samtidig skriver investorerne, at Lars Rebien Sørensen ved Novo Nordisks regnskab for de første tre måneder af 2015 sagde, at "vi ikke forventer nogen påvirkning fra priser i 2015," samtidig med at Sanofi varslede, at deres omsætning fra insulinanalogen Lantus faldt 13 pct. på grund af prispres.

Da Novo Nordisk året efter alligevel nedjusterede på grund af prispres, blev Sanofis adm. direktør Oliver Brandicourt spurgt, hvorfor Sanofi ikke gjorde det samme, hvortil han svarede:

"Vi har allerede medregnet visse ting, som vi følte var på vej, og det kan nok tilskrives, ville jeg sige, fornuftig og forsigtig planlægning, inden vi kommer med vores forventninger."

Søgsmålet indeholder også mere spekulative anklager, som en beretning fra et vidne, der hævder, at Jesper Høiland, den tidligere amerikanske chef i Novo Nordisk, tidligt forsøgte at advare den øverste ledelse om prispressets alvor, og at Lars Rebien Sørensen reelt blev fyret som resultat af misæren.

Investorerne bag søgsmålet kræver økonomisk erstatning for den påståede vildledning.

Talte sandt og skjulte intet

Som svar på anklagerne har Lars Rebien Sørensen, Jesper Brandgaard og Jakob Riis afvist anklagerne og samtidig opstillet 28 argumenter for frifindelse.

For det første mener de tre tidligere topfolk ikke at have sagt, skrevet eller udeladt noget, der var forkert eller misvisende, da det blev fremført.

Derudover skriver advokaterne også, at "nogen eller alle" af de informationer, som investorerne hævder, at Novo Nordisk holdt skjult, faktisk var offentliggjorte og kendt af selskabets aktionærer.

Advokaterne påpeger også, at investorerne selv har påtaget sig en risiko ved at investere i aktier, og at flere af de "urigtige" oplysninger, som investorerne mener, at Novo Nordisk kom med, blot var holdninger og meninger, som var oprigtige, da de blev fremført.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår sagen skal for retten i New Jersey.

Novo Nordisk kan ikke undgå amerikansk retssag om vildledning af investorer

Derfor får USA's mellemmænd kritik af Novo Nordisk, FDA's chef og patienter

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier