MedWatch

Britiske politikere optrapper priskrig med Vertex om fibrosemiddel

En gruppe britiske politikere truer nu med at offentliggøre forhandlingsdokumenter, der afslører Vertex' krav til prisen på fibrosemidlet Orkambi. Det sker efter tre års skyttegravskrig mellem parterne, der endnu ikke har ført til et kompromis.

Vertex står bag midlet Orkambi, som behandler den arvelige lungesygdom cystisk fibrose. | Foto: Gregory Bull/AP/POLFOTO/arkiv

Det britiske parlament gør nu et nyt forsøg på at presse det amerikanske medicinalselskab Vertex til en aftale om prisen på lægemidlet Orkambi mod cystisk fibrose.

Det skriver det amerikanske branchemedie Fiercepharma.

En gruppe britiske politikere truer med at offentliggøre en række centrale forhandlingsdokumenter, som blandt andet vil afsløre Vertex' priskrav til det britiske prioriteringsinstitut, NICE.

Samtidig forlanger politikerne, anført af det konservative partis Sarah Wollaston, at Vertex leverer beviser for, at selskabet har tilbudt England en pris, der er billigere end noget andet land, hvilket selskabet tidligere har hævdet.

Orkambi blev godkendt i Europa i november 2015, men midlet er endnu ikke tilgængeligt gennem det engelske sundhedssystem NHS, fordi NICE og Vertex ikke kan blive enige om en pris.

Afviste milliarder

Vertex har tidligere afvist et tilbud, som ifølge NICE ville have givet selskabet ca. 8,5 mia. kr. i indtægter over 10 år. Det var ifølge NICE den største finansielle aftale, som prioriteringsinstituttet nogensinde har tilbudt.

Vertex skrev dengang, at tilbuddet ikke reflekterede værdien af selskabets midler og antallet af patienter, som midlerne kunne hjælpe.

Som konsekvens af skyttegravskrigen med har Vertex blandt andet besluttet ikke at søge om en vurdering hos NICE af selskabets nyeste fibrosemiddel Symkevi, som derfor heller ikke er tilgængelig gennem det engelske sundhedssystem.

Dansk aftale i oktober

I Danmark nåede Vertex og regionernes indkøbsorganisation Amgros til enighed om en aftale i oktober i år, som betyder, at Orkambi nu er tilgængelig for alle patienter med cystisk fibrose, hvor det tidligere kun var tilgængeligt for en indskrænket patientgruppe.

Den aftale var den første af sin art i Danmark, da Amgros betaler et fast månedligt beløb til Vertex uafhængig af, hvor mange gange Orkambi bliver udskrevet.

Rettelse: Det fremgik tidligere af denne artikel, at dansk-svenske Galecto Biotech udvikler en konkurrent til Vertex' Orkambi. Det er ikke korrekt, da de to midler behandler to forskellige lungesygdomme. MedWatch beklager fejlen.

NICE står stejlt over for dyrt cystisk fibrose-middel 

Udskældt fibrosemiddel får tilskud i Tyskland 

Forbrugsuafhængig pris bringer Vertex' midler til flere danskere 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier