MedWatch

Kopiselskaber angriber Lundbecks milliardmiddel i flok

Generiske versioner af Lundbecks epilepsimiddel Onfi er lanceret til priser, der ligger helt op til 90 pct. lavere end originalproduktet, skriver analysehus.

Foto: Ritzau Scanpix/Torkil Adsersen

Kopiselskaberne står i kø og går aggressivt til værks for at få en luns af Lundbecks millionsalg af epilepsimidlet Onfi. Allerede da markedseksklusiviteten udløb den 23. oktober, annoncerede en række selskaber, at de er klar til at sende kopier på markedet.

Det drejer sig om kopiselskaber som Amneal, Upsher-Smith, Bionpharma, Zydus Cadila og Breckenridge. Alle har fået godkendt og lancerer generiske versioner af Onfi-tabletter i doserne 10 og 20 milligram, og de fleste har også sendt en flydende udgave på 2,5 milligram per milliliter på markedet.

Samtidig er kopiselskaberne ret aggressive, når det kommer til deres prissætning. Nordea skriver fredag i et notat, at tal fra analysehuset Symphony Health viser, at flere af kopierne er lanceret til priser, der ligger omkring 90 pct. lavere, end Lundbeck har taget for Onfi.

Noget tyder derfor på, at kopikonkurrencen relativt hurtigt vil gøre indhug i Lundbecks salg af Onfi, der udgjorde omkring 3 mia. kr. i 2017 og landede på 860 mio. kr. i andet kvartal.

"Tredje kvartal bliver det sidste kvartal, hvor vi vil se vækst fra Onfi. Derefter vil vi se en nedgang i salget som følge af kopikonkurrencen. Lundbeck nævner selv, at salget kan falde med 40-50 pct. i fjerde kvartal, og det kan også være. Men de har trods alt haft næsten et måneds salg, før midlet gik af patent, så det bør trods alt sørge for noget salg," siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

(artiklen fortsætter efter grafikken)

Kopikonkurrencen kommer ikke som nogen stor overraskelse for Lundbeck, der havde forudset, at kopiselskaberne ret hurtigt ville blive fristet af det relativt pæne salg.

"Vi forventer, at salgserosionen kommer til at ske relativt hurtigt," sagde Lundbecks finansdirektør, Anders Götzsche, i februar til Ritzau Finans.

Aktien i Lundbeck indledte med at stige 1,5 pct. fra åbningen fredag, men ligger ved middagstid 3,5 pct. lavere i 308,30 kr. Faldet sker i et i øvrigt positivt marked.

Første selskab klar med kopi af storsælgende Lundbeckmiddel

Konkurrenter lurer på Lundbecks bedst sælgende lægemiddel

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier