MedWatch

Sydbank: Positive data bakker op om tidligere Pioneer-resultater

Nye data fra Novo Nordisk bakker op om potentialet ved medicinalselskabets semaglutid i tabletform, mener Søren Løntoft Hansen fra Sydbank.

Foto: Niels Hougaard/Polfoto/Arkiv

Det er hele vejen rundt positive resultater, som Novo Nordisk fredag er kommet med fra et studie med selskabets nye GLP-1-tablet til behandling af type 2-diabetes, semaglutid i tabletform, som er under udvikling og skal åbne døren til et tabletmarked for diabetesbehandling, som skønnes i størrelsesordenen 130 mia. kr.

Tidligere i år har øvrige studier fra det såkaldte Pioneer-udviklingsprogram, som samlet omfatter 10 kliniske studier, vist samme positive udvikling, og derfor kommer fredagens opløftende data heller ikke som den store overraskelse.

Det siger senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank til Ritzau Finans.

"I lyset at at vi igennem 2018 har fået ganske mange af de her 10 studier fra Pioneer-programmet, så er det ikke den helt store overraskelse, at resultaterne er gode, men ikke desto mindre er det nogle positive data," siger analytikeren.

"Jeg noterer mig en markant og meningsfuld blodsukkersænkende effekt, en markant effekt på vægten, og så noterer jeg mig også, at insulindoserne i den del, der modtager semaglutid på tabletform, faktisk får reduceret deres doser efter de her 52 uger. Samtidig er der også en god og sikker bivirkningsprofil," siger Søren Løntoft Hansen.

Semaglutid er en ny GLP-1-analog, der i tabletform tages én gang dagligt.

Studiet strakte sig over 52 uger og undersøgte effekten og sikkerheden af 3, 7 og 14 mg oral semaglutid sammenlignet med placebo hos 731 deltagere med type 2-diabetes, som blev behandlet med insulin og gennemsnitligt havde haft diabetes i 15 år.

"Hele vejen rundt er det egentlig positive data, som bakker op om tidligere studier og potentialet ved semaglutid i tabletform," opsummerer Søren Løntoft Hansen.

Novo Nordisk gør sig i øjeblikket i markedet for injektionsbaserede midler, og lykkes selskabet med en behandling i pilleform, vil det gøre sin entre på et marked med en værdi på cirka 130 mia. kr.

Pioneer, som er det kliniske fase 3a-program for tabletten, er et globalt udviklingsprogram bestående af samlet 10 kliniske studier, som alle ventes afsluttet i 2018.

I alt er 8845 mennesker med type 2-diabetes med i programmet.

Novo-aktien har reageret afdæmpet på meddelelsen og ligger fredag eftermiddag 0,6 pct. højere end torsdag i 276,40 kr. - mod en kurs på 275,30 kr. forud for meddelelsen.

Novos diabetespille når målet i studie med insulinkrævende type 2-diabetes 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier