MedWatch

Eli Lilly i forebyggende juridisk angreb på tidligere partner

Eli Lilly ligger i åben juridisk krig med en tidligere partner på insulinområdet, og nu indleder medicinalselskabet et forebyggende angreb i USA. Ex-partneren har allerede krævet 11,6 mia. kr i erstatning fra Lilly i en separat arbitræringssag.

Foto: /Ritzau Scanpix/Vincent Kessler

Et samarbejde mellem det franske biotekselskab Adocia og den amerikanske medicinalkoncern Eli Lilly angående udvikling af en ultrahurtigvirkende måltidsinsulin er endt i en bitter retsstrid mellem de to tidligere partnere.

Og nu indleder Lilly endnu et angreb i den verserende juridiske krig - et forebyggende angreb.

Ifølge Bloomberg Law har den amerikanske Novo Nordisk-rival således startet en sag ved en føderal domstol i sin hjemby Indianapolis på bagrund af en såkaldt pre-emptive complaint.

Det gør man for at foregribe begivenhedernes gang og få rettens ord for, at man er den eneste sande opfinder til to patenter relateret til en endnu hurtigerevirkende version af sit milliardomsættende måltidsinsulin Humalog (insulin lispro).

Lilly og Adocias samarbejde drejede sig netop om udvikling af sådan et molekyle ved hjælp af franskmændenes Biochaperone-teknologi. Men i starten af 2017 valgte Lilly at opsige samarbejdet og har siden i stedet satset på sin egen hurtigerevirkende verison af insulin lispro.

Lilly har ansøgning på vej

Den kandidat har man netop vist glimrende fase 3-data for, og selskabet styrer nu mod en regsitreringsansøgning. Adocia har fortsat udviklingen af molekylet, man oprindeligt samarbejdede om, men det er fortsat i fase 2.

Biotekselskabet mener, at Lilly har brugt fortrolig viden fra samarbejdet i sin egen udvikling, og vil ifølge Bloomberg Law have anerkendt sine forskere for deres bidrag til Lillys patenter.

Medicinalkoncernen mener dog ikke, at de to udviklingsprojekter har noget med hinanden at gøre og fastholder, at dets interne udviklingskaktiviteter førte til en "ikke-planlagt opdagelse" af en måde til at forbedre virkningen af sin insulinanalog.

De to stridshaner er allerede involveret i en sag ved et amerikansk arbitræringspanel angående uenighederne. Her kræver Adocia 1,8 mia. dollars i erstatning fra Lilly, svarende til 11,6 mia. kr.

Der vil være en høring i den sag til december i år, mens en kendelse forventes til næste år.

Eli Lilly viser gode fase 3-data for ultra-hurtigvirkende insulin og klargør ansøgning

Biotekselskab hæver erstatningskrav mod Novo Nordisk-rival til 11,5 mia kr

Novo-rival skal betale 75 mio i erstatning efter afbrudt partnerskab

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier