MedWatch

Roche og partner leverer positive data med Spinraza-udfordrer

Roche og biotekselskabet PTC Therapeutics har vist nye lovende takter med selskabets middel mod spinal muskelatrofi, som kan blive en konkurrent til Biogens Spinraza.

Foto: /ritzau/AP/Steffen Schmidt/

Biogen skal muligvis forberede sig på konkurrence inden for muskelsvindssygdommen spinal muskelatrofi.

I hvert fald har schweiziske Roche og amerikanske PTC Therapeutics leveret nye, tidlige, kliniske data med selskabernes middel risdiplam, som viser lovende takter mod sygdommen.

Det skriver branchemediet Endpoints baseret på en pressemeddelelse fra Roche.

Risdiplam viste sig i stand til at hjælpe børn med at sidde, sparke og bevæge hovedet, hvilket alle er bevægelser, som sygdommen forhindrer uden behandling.

Det var godt nyt for de to selskaber bag risdiplam, som begge inden for det seneste år har indkasseret nederlag på muskelsvindsområdet.

I juni gav Roche op på midlet olesoxime mod spinal muskelatrofi, som selskabet købte i 2015 i en handel til 900 mio. kr., mens PTC Therapeutics i oktober sidste år fik afvist en behandling mod muskelsvindssygdommen Duchennes muskeldystrofi hos FDA.

Spinraza står lige nu alene

I dag er Biogens middel Spinraza det eneste godkendte lægemiddel mod spinal muskelatrofi. Spinraza blev godkendt i december 2016 i USA og maj 2017 i Europa.

Herhjemme har Spinraza været omdiskuteret i medierne på grund af midlets pris, som var til debat i Medicinrådet. I Danmark har Spinraza en listepris på 3,72 mio. kr. det første år og 1,86 mio. kr. årene efter.

Mens effekten af Spinraza og risdiplam endnu ikke er mulig at sammenligne på grund af sidstnævntes tidlige udviklingsstatus, så er der en væsentlig forskel på de to midler, da Spinraza skal injiceres i rygmarven, mens risdiplam skal tages oralt.

Roche/PTC er heller ikke den eneste udfordrer til Biogens Spinraza. Schweiziske Novartis betalte således 8,7 mia. dollar (56 mia. kr.) i foråret for selskabet Avexis, som blandt andet arbejder på en genterapi mod spinal muskelatrofi.

PTC Therapeutics scorer gode studiedata på konkurrent til Spinraza – aktien stiger 30 pct 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier