MedWatch

Medie: Takeda vil frasælge Shire-midler for op mod 32 mia kr

Ifølge Bloomberg pønser Takeda på at sælge en række midler fra Shires portefølje, efter man overtager det irske selskab. Frasalgene kan skaffe op mod 32 mia. kr. og inkluderer formentlig et hormonpræparat, der er nærmeste rival til en lægemiddelkandidat fra et dansk biotekselskab.

Foto: Shinji Kita/Kyodo News/AP

Den japanske medicinalkoncern Takeda er ved at geare op til sin overtagelse af rivalen Shire i en handel vurderet til små 400 mia. kr.

For nylig lukkede man en afdeling i USA med 1000 ansatte, som en del af sine forberedelser, og nu har Takeda tilsyneladende også udset sig en række produkter i Shires portefølje, som må lade livet efter sammenlægningen.

Det skriver Bloomberg.

Nyhedsbureauet har talt med unavngivne kilder tæt på processen, som fortæller, at Takeda kigger på måder til at nedbringe sin gæld efter opkøbet, herunder frasalg af diverse Shire-produkter.

Det kan i yderste instans indbringe 5 mia. dollars, eller 32 mia. kr., skriver Bloomberg.

Blandt de produkter finder man lægmidlet Xiidra (lifitegrast) mod sygdommen keratoconjunctivitis sicca, som medfører tørre øjne. Det produkt blev godkendt i USA i sommeren 2016 og forventes godkendt i EU senere i år.

Ascendis-konkurrent på blokken

Herudover er lægemidlet Natpara efter sigende også på blokken. Det er en rekombinant version af parathyroideahormon (PTH), som bruges til behandling af hypocalcæmi - for lavt niveau af kalcium i blodet - i patienter, som lider af hypoparathyroidisme, hvor skjoldbruskkirtlen ikke selv kan producere tilstrækkeligt PTH.

Det middel blev godkendt i USA i 2015 og omsatte sidste år for 146 mio. dollars i landet - en vækst på 73 pct. i forhold til 2016.

Det er den væsentligste fremtidige rival til lægemiddelkandidaten Transcon PTH fra danske Ascendis Pharma, som fra første kvartal 2019 skal undersøges i en nem og bekvem injektionspen i et fase 3-studie og sammenlignes med netop Natpara.

Shire overtog det middel gennem sit opkøb af amerikanske NPS Pharmaceuticals for 5,2 mia. dollars i starten af 2015.

Ved samme lejlighed overtog man også GLP-2-analogen Gattex (teduglutid) til behandling af korttarmssyndrom, som er den eneste direkte rival til Zealand Pharmas fase 3-kandidat glepaglutid på markedet og sidste år solgte for 336 mio. dollars - en vækst på 53 pct.

Om Gattex også er en kandidat til frasalg, melder Bloomberg ikke noget om. Kilderne understreger over for nyhedsbureauet, at Takedas overvejelser stadig er på et tidligt stadie og at der er endnu ikke er truffet et valg om, hvilke produkter man vil skille sig af med.

Ascendis Pharma skruer op for F&U-budgettet frem mod første ansøgning

Milliardhandel validerer Zealand-projekt

Shire-opkøb scorer FDA-godkendelse

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier