MedWatch

Kontraktselskab udvider i Danmark

AGC Biologics udvider kapaciteten på anlægget i Søborg, som det overtog i forbindelse med købet af CMC Biologics i 2016.

Gustavo Mahler

Med en investering i seks nye bioreaktorer ved anlægget i Søborg udvider CDMO-virksomheden AGC Biologics produktionen i Danmark.

Det oplyser virksomheden, der udvikler produktionsprocesser og lægemidler, primært proteinbaserede antistoffer og enzymer, på kontrakt fra virksomheder.

Den danske udvidelse betyder, at man vil tilføje seks nye bioreaktorer med en kapacitet på 2000 liter hver, en såkaldt Single-use Bioreactor (SUB) 6Pack suite. Det vil ifølge selskabet muliggøre "mere fleksibel, innovativ og specialtilpasset cGMP-produktion (current good manufacturing practice, red.)"

Samtidig vil udvidelsen, som er en del af en global ekspansionsstrategi, gøre det muligt for selskabet at producere forskellige slags terapeutiske proteiner.

"Investeringen i vores faciliteter i København gør det muligt for AGC Biologics at tilbyde flere slags produktionskompetencer inden for en accelereret tidslinje," udtaler Gustavo Mahler, adm. direktør for AGC Biologics og tidligere topchef for CMC Biologics.

AGC Biologics er en fusion af japanske AGC Asahi Glass og dansk-amerikanske CMC Biologics, der trådte i kraft efter japanernes køb af CMC Biologics for mere end 3,5 mia. kr. i 2016.

CMC Biologics, der er startet i Danmark i 2001 af en række udbrydere fra Novo Nordisk og Novozymes, beskæftigede på tidspunktet for handlen cirka 530 ansatte i København og ved to amerikanske fabrikker.

Der meldes ikke noget om, hvor meget man investerer i produktionsudvidelsen, men de nye bioreaktorer forventes at tages i brug fra november, og de skal understøtte produktion af "adskillige kommercielle produkter," oplyses det.

Dansk-amerikansk selskab solgt i milliardhandel 

Mere fra MedWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere jobs

Se flere jobs

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier